Et ukendt sted på Sydsjælland ligger formentlig et nedstyrtet rumteleskop fra DTU Space.

Det fire meter lange teleskop blev sendt til vejrs i mandags af en gruppe studerende fra Institut for Rumforskning og -teknologi ved hjælp af en ballon med helium.

Det hjemmebyggede rumteleskop, der blandt andet var pakket ind i alufolie, skulle lokalisere og fotografere Månen, og nåede tilsyneladende planmæssigt 20 km op i stratosfæren.

Det kunne de studerende og deres lærer følge med i via en monteret radiosender. Men da heliumballonen planmæssigt bristede efter en times tid og teleskopet begyndte at falde mod Jorden, mistede de studerende kontakten med rumeteleskopet, som de har arbejdet med siden oktober.

»Det er ærgerligt, for vi er meget spændte på at kunne aflæse det hukommelseskort, der ville kunne vise, hvordan rumteleskopet har opført sig på missionen på flyveturen over Sjælland,« siger civilingeniør René Fléron fra DTU Space.

Holdet bag rumteleskopet har regnet sig frem til, at det formentlig er styrtet ned i et område på Sydsjælland mellem Rønnede i nord og Farøbroen i syd. Hvis man skulle finde det, så de studerende kan komme til at aflæse hukommelseskortet, har de af egen lomme udlovet en dusør på 500 kr.