B.T. kunne tidligere fortælle om pressede tilstande på Hvidovre Hospital og H.C. Andersen Børne og Ungehospital i Odense som følge af RS-virussen. Nu rammes Aarhus Universitetshospital også.

RS-virussen buldrer af sted og presser kapaciteten, og smitten ser ud til at stige endnu mere.

Det er en luftvejsinfektion, som kan være særlig farlig for børn under to år, da infektionerne kan medføre vejrtrækningsbesvær.

»Vi er i nærheden af at nå vores maksimale kapacitet,« siger overlæge på børne- og ungeafdelingen på Aarhus Universitetshospital Klaus Johansen til B.T.

Her er 14 indlagt med RS-virus, hvor enkelte har behov for intensiv behandling. Dermed fylder RS-viruspatienterne over halvdelen af kapaciteten. Klaus Johansen kalder det 'udfordrende'.

Lige nu er Aarhus Universitetshospital så hårdt ramt af RS-virussen, at de må sende børn til regionens andre hospitaler.

Samtidig har hospitalet aflyst planlagte operationer mandag og overvejer at gøre det samme tirsdag om nødvendigt. Det skriver Tv2.dk

»Vi er fyldt op, vi har ikke flere pladser. Alle vores systemer er i brug i øjeblikket,« siger han.

Det er fjerde uge i træk, at antallet af smittede med RS-virus stiger. I sidste uge var der 728 nye smittetilfælde.

Men man tester kun, hvor det er nødvendigt i forhold til behandling, og derfor er det tal reelt meget højere, fortæller Klaus Johansen fra Aarhus Universitetshospital.

RS-virus rammer typisk om vinteren, og det, vi er vidne til nu, er meget atypisk.

Statens Serum Institut (SSI) kalder det 'helt ekstraordinært', at så mange er smittet med RS-virus lige nu, og peger på, at den massive smitte kan hænge sammen med genåbningen af Danmark.

En udvikling, der ikke er særlig opløftende, siger Klaus Birkelund Johansen fra Aarhus Universitetshospital til TV 2.

»Jeg kan godt være bekymret for, at vi får en meget kraftig og høj forekomst hen over vinteren. Samtidig er vi også bekymrede for en hård influenzasæson.«

Det hører til sjældenhederne, at man dør af RS-virus, men den kan koste liv, når den er allermest alvorlig, forklarer Klaus Johansen fra Aarhus Universitetshospital.

B.T har før skrevet historien om Elias på to år, der blev indlagt med RS-virus. Han blev så syg af virussen, at han var i livsfare.

RS-virus kan ramme alle, men typisk børn under to år, og oftest er børnene under seks måneder. Voksne og større børn bliver sjældent alvorligt syge efter smitte med virussen.

Fra uge 20 og til og med forrige uge har der været 2.462 smittetilfælde i Danmark.