Lyt til artiklen

Der er fortsat et stort antal børn, der bliver indlagt på landets hospitalsafdelinger med RS-virus.

Og det skaber problemer.

På Herlev og Gentofte Hospital har man været nødt til at flytte de mindste børn, som indlægges med RS-virus, over på afdelingen for syge nyfødte og for tidligt fødte børn.

»Vi har brugt nogle stuer på det afsnit, hvor vi har mulighed for at isolere, men som udgangspunkt ville vi ikke normalt flytte børn, der har smitsomme sygdomme derhen,« fortæller cheflæge på afdelingen for børn og unge, Marianne Sjølin Frederiksen.

Det er især manglen på sygeplejersker, der presser hospitalerne, når mange børn bliver syge på en gang, forklarer Marianne Sjølin Frederiksen.

»Vi har ligesom alle andre afdelinger vakante sygeplejerskestillinger, og vi er derfor nødt til at tænke over, hvor vi lægger vores ressourcer. Det er ikke sådan, at det er farligt for børnene, men det kan betyde, at forældrene oplever, der er noget kerneomsorg, som ikke er der.«

TV 2 Lorry har været i kontakt med børneafdelingerne i resten af Region Hovedstaden, og her er oplevelsen på både Amager og Hvidovre Hospital samt Nordsjællands Hospital, at epidemien er ved at toppe.

Samme opfattelse har Marianne Sjølin Frederiksen.

»Vi er ikke helt så pressede, som vi har været den sidste måneds tid, men vi har stadig en håndfuld indlagt.«

Af tal fra Statens Serum Institut fremgår det, at Region Sjælland i øjeblikket er hårdest ramt med 68 nyindlagte med RS-virus den seneste uge.

Også Region Nord og Region Syd har lige nu mange tilfælde, mens incidensen er mindre i Region Hovedstaden og Region Midt.

I alt har 7.489 danskere været konstateret smittet med RS-virus i år. Størstedelen børn mellem nul til fem måneder.

Danmark har både i år og sidste år haft usædvanligt mange tilfælde af RS-virus, og flere eksperter har peget på, det kan skyldes, at samfundet var lukket ned under coronaepidemien.

Under coronanedlukningen så man langt flere tilfælde af en række forskellige virusser – blandt andet RS-virussen – og det kan have betydet, at den beskyttende immunitet i befolkningen er blevet mindre.

Det er de helt små børn, der er mest udsatte, fordi de danner sekret i lungerne, som betyder, at de kan få vejrtrækningsbesvær.