Aarhus Kommune har i begyndelsen af året oplevet et stigende skadedyrsproblem.

Nærmere bestemt er det rotter, som har kastet så mange anmeldelser af sig, at der kan være tale om en ny rekord, hvis tendensen fortsætter.

Aarhus Kommune har tidligere haft problemer med rotter, hvor kommunen i 2016 og 2017 modtog over 8000 årlige anmeldelser vedrørende skadedyrene, skriver Aarhus Stiftstidende.

Derefter blev der skruet op for bekæmpelsen, hvilken vendte kurven, og anmeldelserne faldt, inden rotteproblemet igen tog fart i denne vinter.

I januar modtog Aarhus Kommune nemlig 1000 anmeldelser og i februar tæt på 800, hvilket kan sætte ny rekord i Aarhus Kommune, hvis det antal ikke falder i løbet af 2020.

Årsagen til de mange rotter i kommunen skal formentlig findes i den milde vinter, der har været i Danmark omkring årsskiftet og de efterfølgende måneder, siger afdelingschefen for Natur og Miljø i Aarhus Kommune, Anders Maltha Rasmussen, til Aarhus Stiftstidende.

En årsag, som også skadedyrsbiolog med mere end 30 års erfaring fra Skadedyrlaboratoriet på Aarhus Universitet Jens Lodal mener, kan forklare, hvorfor der er kommet flere rotter i kommunen.

»Rotter prøver at få unger hele tiden, men de har normalt en pause fra november til hen i marts. Men i den her vinter, som er den mildeste i mands minde, er der med garanti mange hunner, som er blevet drægtige,« siger han til mediet og fortsætter:

»Jeg har tidligere i knap så milde vintre konstateret drægtige hunner både i december, januar og februar.«

En anden årsag til det stigende rotteproblem i Aarhus Kommune skal sandsynligvis findes i den nuværende corona-krise.

For ifølge Anders Maltha Rasmussen har krisen medført, at rottebekæmpelsen i kommunen er blevet hæmmet, hvorfor der nu må prioriteres mellem opgaverne.

Derfor bliver indendørsopgaver i øjeblikket prioriteret højest, uanset om det er hos private borgere, eller om det er hos virksomheder og i institutioner.

Anders Maltha Rasmussen fortæller dog, at selvom de indendørsopgaver prioriteres højere i øjeblikket, så skal man stadig anmelde, hvis man ser rotter udendørs.

Skadedyrsbiolog Jens Lodal fortæller til Aarhus Stiftstidende, at han finder det fornuftigt, at Aarhus Kommuner prioriterer indendørsopgaver højere i øjeblikket, selvom han frygter for konsekvenserne som følge af prioriteringen.

Han spår nemlig, at der vil komme endnu flere rotter, når den udendørsbekæmpelse nedprioriteres.

Anders Maltha Rasmussen oplyser dog til avisen, at der stadigvæk er styr på bekæmpelsen, men at kommunen er nødt til at træffe de nødvendige foranstaltninger i et forsøg på at undgå smittespredning af coronavirussen.