Rotteafføring er noget, man helst ikke vil finde de fleste steder.
Men bestemt heller ikke i et hospitalskøkken. Det er dog tilfældet på Hvidovre Hospital, skriver Ekstra Bladet.
»På baggrund af det, lukker man hele køkkenet og hele produktionen for at sikre, at der ikke er nogen spredning eller noget nogen andre steder,« oplyser servicechef på Amager og Hvidovre Hospital, Mette Gliese, via en pressemedarbejder til Ekstra Bladet.
Efter man opdagede rotteafføringen, blev en skadedyrsbekæmper tilkaldt, og de relevante myndigheder blev også sat i gang.
Siden da har man undersøgt området, og såkaldte rottehunde er gået rundt i køkkenet for at finde frem til, om der var mere.
Selvom køkkenet er lukket ned, understreger Hvidovre Hospital til mediet, at de ernæringskonsulenter, der er inde over patienternes kost, stadig sørger for, at de patienter, der har brug for særlig kost, stadig får det.
Lige nu er der ikke nogen dato for, hvornår husets patienter igen kan gøre brug af hospitalets a la carte menu, som køkkenet ellers normalt står for at lave.
Servicechefen siger dog til Ekstra Bladet, at hun håber, at køkkenet kan åbne i starten af næste uge, men at det afhænger af, om der bliver fundet yderligere.
De undersøgelser, der indtil videre er lavet, er der ikke fundet andet end rotteafføring. Og Hvidovre Hospital understreger, at der ikke er fundet noget i nærheden af selve fødevareproduktionen.
