I 2025 har Aarhus Kommune slået rekord – men ikke for noget, som der nødvendigvis er værd at prale med.
For ifølge Aarhus Stiftstidende har telefonerne glødet af henvendelser om rottebesøg.
Helt præcist viser nye tal, at borgere i løbet af 2025 har anmeldt rotteproblemer knap 12.000 gange. Året før lå tallet på knap 10.000 anmeldelser.
I gennemsnit svarer det til, at kommunen har modtaget 32 anmeldelser om dagen, hvilket er en stigning på 20 procent sammenlignet med året forinden.
Det stopper ikke her, for kommunen har også slået rekord i antallet af gange, hvor rottefængere blev sendt i marken – hele 46.000 gange.
At tallet er højere end antallet af anmeldelser skyldes, at et rotteproblem ikke altid bliver løst ved første besøg.
De mange anmeldelser og besøg kan blandt andet hænge sammen med, at Aarhus Kommune i perioden fra 2023 til 2025 har iværksat et forsøg på hurtigere at imødekomme borgernes henvendelser.
I andre kommuner giver rottebekendtgørelsen mulighed for op til otte dages responstid på en ny anmeldelse, men i Aarhus Kommune har man sat barren højere, så borgere kan få en rottefænger ud med dags varsel.
Med initiativet forsøger kommunen at tage hånd om problemerne, før de udvikler sig til noget større – og dyrere.

