Rotte fanget på populært strandhotel
Der skal nu igangsættes flere tiltag efter rottefundet på Marienlyst Strandhotel.

Der skal nu igangsættes flere tiltag efter rottefundet på Marienlyst Strandhotel.

Der er blevet fundet en rotte på en af gangene på Marienlyst Strandhotel i Nordsjælland.
Det skriver Helsingør Dagblad.
Fangsten betyder, at man på hotellet nu vil indføre en række tiltag, der skal forhindre, at noget lignende kan ske igen.
»Vi gennemgår huset for at finde ud af, om vi har overset nogle huller i bygningen. Vi ved godt, at sådan nogle kan gnave sig gennem det meste,« siger Michael Lauritsen, der er administrerende direktør for Marienlyst Strandhotel.
Det betyder blandt andet, at der skal sættes rottespærrer op i kloakkerne, og at der er blevet lagt mel ud efter køkkenets lukketid for at undersøge, om der er flere rotter.
Og ifølge Michael Lauritsen har meltricket vist sig at give pote, for der har ikke været nogle spor af rotter i det mel, der er blevet lagt ud, siden de fandt den første rotte.