Adskillige borgere har den seneste uges tid klaget over en frygtelig stank i Roskilde.

Men først nu har kommunen fundet ud af, hvor den generende lugt kommer fra.

Efter at have undersøgt sagen fandt kommunen frem til en bunke kompost, som var læsset af på en mark lige uden for byen.

Det har fået kommunens miljøafdeling til at indskærpe overfor ejeren af marken, at der omgående skal gøres noget ved lugtgenerne.

Modelfoto.
Modelfoto. Foto: Cora Müller
Vis mere

»Når borgere henvender sig om generende lugte, så tager vi altid ud for at finde ud af, hvor lugten kommer fra og for at vurdere, hvor slemt det er,« siger afdelingschef Kim Dahlstrøm til Roskilde Kommunes hjemmeside.

»Hvis lugten er meget generende, henvender vi os til det sted, lugten kommer fra, for at få stoppet den generende lugt. Kan vi ikke det i dialog med ejeren, så indskærper vi, at lugten skal stoppes, og følger eventuelt op med et påbud eller et forbud,« fortsætter han.

Kommunen skriver, at problemet med den fæle stank er ved at blive løst.

Ejeren af marken er således i gang med at pløje komposten ned.

Roskilde Kommunes miljøafdeling følger fortsat sagen, men vurderer, at lugtgenerne er blevet mindre.

Men det betyder desværre ikke, at det ikke længere lugter i Roskilde.

De sidste to år har kommunen modtaget henvendelser fra borgere om lugtgener om aftenen, men miljøafdelingen har ikke kunnet finde ud af, hvor den mystiske dunst kommer fra.

En borger havde mistanke om, at virksomheden Solum Roskilde var kilden, men det kan kommunen nu afvise efter at have inspiceret virksomheden.