Har du for nylig købt rosiner i Netto, skal du læse med her.

Salling Group har nemlig konstateret, at der er et alt for højt niveau af svampegiften Ochratoxin A i deres økologiske rosiner af mærket Øgo.

Det får derfor Fødevarestyrelsen til at advare forbrugere mod at indtage rosinerne, der er solgt i Netto-butikker landet over.

Konkret drejer det sig om pakker med 250 gram rosiner, som har udløbsdato 11. april 2020.

Ochratoxin A er en svampegift, som dannes på grund af svampevækst i produktet.

Umiddelbart er der ikke nogen risiko for forbrugere, der har indtaget rosinerne.

Man skal dog være opmærksom på, at giften kan være kræftfremkaldende, hvis man indtager den over en længere periode, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Af samme årsag opfordrer styrelsen forbrugere til at levere rosinerne tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kassere dem.