Vordingborgs borgere kan ikke rokke ved Støjbergs Lindholm-planer, men røde partier er klar til at stoppe dem.

Alle ni folketingspartier var mandag aften repræsenteret til debatmøde i DGI Huset Vordingborg for at diskutere planerne for øen Lindholm.

Beboerne i Kalvehave, der lægger havn til eneste mulige vej til øen, og lokalpolitikerne vil have beslutningen omgjort, og de var mødt talstærkt op i en fyldt hal i Vordingborg.

- Jeg er godt klar over at en del af frustrationen og utrygheden er rettet mod mig.

- Jeg tror, at der med øen er en god mulighed for, at folk rejser hjem, siger Inger Støjberg.

Lindholm skal fra 2021 huse udvisningsdømte udlændinge, afviste asylansøgere dømt for visse typer af kriminalitet og personer på tålt ophold.

Viceborgmester i Vordingborg Else-Marie Langballe (SF) kaldte søndag debatmødet for byens sidste krampetrækninger.

Eva Flyvholm fra Enhedslisten forsikrede dog til mødet, at Enhedslisten vil forsøge at droppe planerne om Lindholm, hvis partiet kan være med i et flertal efter det kommende folketingsvalg.

Jacob Mark (SF) tilsluttede sig med ordene om, at partiet ikke kan stemme for symbolpolitik.

Magnus Heunicke (S) afviser ikke, at Socialdemokratiet vil ændre beslutningen, hvis de får muligheden, men han går ind for et tredje udrejsecenter, og vil ikke stemme Lindholm ned i øjeblikket.

- Hvis det kan lade sig gøre at finde et andet sted i Danmark, hvor det økonomisk, geografisk og tryghedsmæssigt er klogere, så vil vi meget gerne se på en eventuel anden beslutning.

- Det er helt tydeligt at beslutningen er foretaget i en proces der er meget forhastet og omkostningsfuld, siger han.

Flere borgere i hallen er uforstående overfor, at man flytter udlændingene ud på en ø, når kriminaliteten ikke er steget ved det eksisterende udrejsecenter, Kærshovedgaard i Midtjylland. Og hvis de ikke er farlige, hvorfor skal de så ud på en ø, bliver der spurgt.

Rene Christensen (DF) erkender, at ø-planerne også er symbolpolitik. Hvis partiet havde mulighed for det, ville de hellere frihedsberøve de kommende beboere på øen.

- De bliver en del af lokalområdet, fordi vi desværre ikke kan give dem fodlænke på. De burde slet ikke være på Lindholm, men i et fængsel.

- Vi tror på, at nogen af dem på et tidspunkt rækker hånden op og siger: "Nu vil jeg gerne hjem". Så betaler vi regningen og kører dem i lufthavnen, siger han.

Inger Støjberg lægger vægt på, at seks politibetjente vil opholde sig i døgndrift på øen, imens samme antal vil være til stede ved Kalvehave.

/ritzau/