Debatten om ikke-vestlige indvandreres indflydelse på det svenske Riksdagsvalg har fået ny næring. 

Det er nemlig kommet frem, at to svensk-somaliske politikere fra det venstreorienterede Vänsterpartiket - Mohamed Abdukardir Ali og Ahmed Abas Omar - er mistænkt for valgsvindel.

De fik henholdsvis et sæde i Riksdagen og en plads i kommunalbestyrelsen i byen Borlänge i regionen Darlana. Sagen kan du læse mere om her. 

De købte sig ifølge mistanken til stemmer fra svenskere af somalisk herkomst som blev kørt til valgstederne i busser. 

Det har flere svenske medier, herunder Expressen, afsløret.

Ifølge Berlingskes nordiske korrespondent Peter Suppli Benson har det skabt en heftig debat. 

»I Sverige er det ikke noget nyt, at enkeltgrupper på den måde stemmer ens. Men frygten er, at svage vælgergrupper, som ikke er integreret i Sverige, bliver misbrugt eller lokket til at stemme på bestemte partier på baggrund af, hvad de får af vide af eksempelvis klanledere,« siger han.

Omkring 70 procent af vælgerne med ikke vestlig baggrund stemte på enten Socialdemokratiet, Miljöpartiet, Vänsterpartiet eller Centerpartiet, som udgør de røde partier. 

Samtidig viser valgresultatet ved Riksdagsvalget 13. september 2026, at det venstreorienterede Vänsterparti fik 50 procent af stemmerne i eksempelvis det udsatte boligområde Rinkeby ved Stockholm. 

I det udsatte boligområde Rosengård i Malmø kunne centrum-venstre notere sig en opbakning til 97,5 procent af stemmerne - og mere end 50 procent at stemmerne gik til Socialdemokratiet. Sammen med Vänsterpartiet kunne Socialdemokraterne mønstre mere end 90 procent af stemmerne. 

I det hele taget fik det røde Vänsterpartiet et godt valg i de udsatte områder, og tendensen kaldes af nogle for »Ilyas-effekten« efter den somaliske kandidat Ilyas Hassan, der under valgkampen appellerede til netop de somaliske vælgere.

Mohamed Abdukardir Ali er en af to, som er mistænkt for valgsvindel. Foto: Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix

Spørger man den danske valgforsker og professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet, er det ikke så meget vælgeradfærden, der er problemet. For den er ikke ny. 

»Det nye er, at det her er en vælgergruppe, der bliver større i antal. Særligt i Sverige, hvor der er flere, og hvor der også bliver givet flere statsborgerskaber end i Danmark,« siger Rune Stubager og fortsætter: 

»Når det så er sagt, så mener jeg ikke, at det er forskelligt fra tidligere, hvor partierne har repræsenteret forskellige grupper. Socialdemokratiet støttede arbejderne i byerne osv. Så det er ikke ukendt, at grupper organiserer sig, som det sker her«. 

Han påpeger, at det er nyt, at det i højere grad er etniske og religiøse skel, der definerer, hvad man stemmer.

»Vi ved fra kommunalvalg, at der er en etnisk baseret stemmeadfærd. Altså at kandidater med tyrkisk baggrund får mange stemmer fra dem med tyrkisk baggrund og anden etnisk herkomst i det hele taget. I en dansk sammenhæng får Enhedslisten og Frie Grønne mange stemmer i f.eks.  Tingbjerg,« siger Rune Stubager med henvisning til det udsatte område i det nordvestlige København.

Er det et problem?

»Det er et politisk spørgsmål, som jeg ikke er den rigtige til at svare på. Vi har jo også et kristendemokratisk parti i Danmark,« siger Rune Stubager, 

»Man kan jo stille sig selv spørgsmålet, om det er meget anderledes, end når tillidsrepræsentanten på en arbejdsplads siger til medarbejderne, at de skal stemme på Socialdemokratiet,« lyder det fra valgforskeren.

Spørger man den konservative debattør og forfatter til bogen ‘Absolut Sverige: En rejse i tavshedens rige’ om netop Sverige, Mikael Jalving, så overser valgforskeren, at der er noget helt andet på spil.

»Det her er ikke en teknisk diskussion, men den handler om demokratiets kerne og friheden. Det handler om, at klaner og stammer øver politisk indflydelse gennem kandidater i de etablerede partier. Og derigennem kæmper de så for, at resten af samfundet skal bøje sig mod islamiske normer,« siger han.

Mohamed Abdukardir Ali og Ahmed Abas Omar har begge trukket sig fra det politiske arbejde, mens efterforskningen af mulig valgsvindel pågår.