Røde Kors har benyttet mindst fire billeder, der er skabt af kunstig intelligens, i sin markedsføring, uden at det nogen steder fremgår, at der er tale om AI-genererede fotos.

Det har Politiken dokumenteret ved hjælp af digitale verifikationsværktøjer.

Øverst på Røde Kors' online gavebutik er der ifølge Politiken et billede af tre børn, der sidder i en ruin med snavset tøj og pjusket hår. De smiler og former et hjerte med deres hænder.

På et andet foto ses et barn knuge sig til sin mor foran en udbrændt bygning og en kampvogn. Teksten opfordrer til at sikre en fremtid for børn i krig.

Billederne er blandt andet blevet brugt på organisationens side "om os", i dens online gavebutik og på sociale medier.

Men ingen af billederne er taget af rigtige mennesker. Det erklærer flere AI-eksperter sig enige i over for avisen.

Nødhjælpsorganisationen vil ikke stille op til interview.

Klaus Nørskov, der er afdelingschef for kommunikation og talsperson i Røde Kors, erkender i et skriftligt svar over for avisen, at billederne er vildledende, og at der er tale om en fejl.

- Vores billedpolitik understreger netop, at det skal markeres tydeligt, når der er tale om AI-genererede billeder.

- Derfor har vi også straks taget de pågældende billeder ned og er i gang med at sikre, at der ikke er flere billeder på vores platforme og kanaler, der er i strid med vores interne regler, skriver han.

Han siger dog videre, at Røde Kors ikke vil stoppe brugen af AI-billeder.

Det giver organisationen "mulighed for at sænke vores omkostninger og dermed bidrage til at de penge, vi har, i så vid udstrækning som muligt kan gå til de mennesker, vi hjælper", skriver Klaus Nørskov.

En ny AI-lov gør det fra august lovpligtigt at deklarere kunstigt genererede billeder.

/ritzau/