Lyt til artiklen

Med livet på spil i alverdens brændpunkter, sørger han for, at de mest udsatte får nødhjælp i krisesituationer.

Generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl er for nylig kommet hjem fra sit fjerde besøg i Ukraine efter krigens udbrud. Indtil videre er han sluppet helskindet igennem besøgene.

Men da han netop var kommet retur til Danmark, måtte Anders Ladekarl en tur på hospitalet efter et voldsomt uheld.

Det skriver generalsekretæren i et opslag på Facebook, hvor han har delt et billede af sine skader.

'Hjemme igen fra mit fjerde besøg i landet siden februar sidste år. Denne gang var jeg tættere på frontlinjerne i det sydøstlige Ukraine end nogensinde før. At krigshandlingerne var tættere på, mærkede man ved fortsatte strømme af nye flygtninge og helt 'friske' ødelæggelser. Strømafbrydelser, mangel på rent drikkevand og sirener var også hyppigere end andre steder i landet.'

'Tak til jer, der har bidraget med donationer og opbakning i Danmark. Det betyder en kæmpeforskel. Desværre er der ingen udsigt til, at hjælpebehovet falder snart. Så jeg håber, at I vil fortsætte støtten. I Ukraine bevægede vi os frem med pandelamper på mørke og isglatte veje. Men det var først, da jeg landede i København, at regn og mørke fik mig til at snuble og smadre panden i brostenene. 14 sting og et sæbeøje.'

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Anders Ladekarl forklarer yderligere til B.T, at uheldet indtraf på vej hen til hans bil. Han havde parkeret sin bil ved Røde Kors for at spare parkeringen i lufthavnen, og det blev derfor en 'dyr' besparelse, da han snublede på vejen og slog panden ned i brosten.

Derudover håber han på, at han snart er helt frisk igen.

I opslaget nævner han yderligere, at ukrainerne er enormt taknemmelige for al den nødhjælp, som de får.

'Taknemmeligheden over nødhjælpen var enorm. Jeg fik så mange takkeknus og tårer. Ufatteligt flot at se, hvordan lokale Røde Kors-frivillige, medarbejdere og udsendte fra Danmark, sikrer at der er mad, vand, el og husly til tusinder og atter tusinder af krigsofre. Man bliver meget stolt.'

Han opfordrer dog til, at 'man fortsat hjælper, donerer eller bidrager hvor man kan, da krigen og den enorme brug for nødhjælp desværre ikke er ovre endnu.'