Det er yderst sjældent, det sker. Men torsdag er en undtagelse.

Et fremtrædende medlem af familien Mærsk har taget bladet fra munden.

Der er tale om Robert Mærsk Uggla, direktør for A.P. Møller Mærsk Holding og barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, som er gået til tasterne på det professionelle sociale medie Linkedin.

Det sker, da et af Mærsk-koncernens skibe nu i en måned har ligget i store problemer.

Den 5. august reddede skibet Mærsk Etienne 27 migranter op fra en jolle i Middelhavet. Få minutter senere sank jollen.

Sømændene på det danskregistrerede skib var helte.

Men sådan bliver det ikke set i Middelhavsnationen Malta.

I snart fire uger har skibet ligget til ved Malta. Men de 27 immigranter har ikke fået lov til at gå fra borde.

Det skæbnesvangre øjeblik, hvor et Mærsk-skb reddede 27 flygtninge fra en synkende skude i Middelhavet.
Det skæbnesvangre øjeblik, hvor et Mærsk-skb reddede 27 flygtninge fra en synkende skude i Middelhavet.
Vis mere

Blandt immigranterne er en gravid kvinde.

'Det er dybt foruroligende, at myndighederne ikke er kommet med en løsning for de 27 flygtninge, inklusive en gravid kvinde, som blev reddet på opfordring fra Malta og siden har været på skibet Mærsk Etienne, der sejler under dansk flag, i en måned under uacceptable leveforhold,' skriver Robert Uggla Mærsk blandt andet i opslaget.

Han mener, at myndighederne ignorerer og underminerer pligten til at udvise god sømandskab.

Robert Mærsk Uggla skriver videre, at han frygter, sagen kan skabe præcedens, som betyder mistede liv i Middelhavet.

'Vi har reddet tusindvis af personer gennem årene. Men vi har svært ved at mindes en sag, hvor et skib og dets mandskab er blevet ladt alene af myndighederne i så lang tid,' skriver Mærsk-chefen.

På det sociale medie deler han desuden et opslag fra direktøren for Mærsks tankskibs-enhed, Christian M. Ingerslev.

I det opslag kan man se et billede fra øjeblikket, hvor de 27 flygtninge blev reddet.

Robert Mærsk Uggla afslutter sit opslag med en opfordring til flere forskellige parter. Inklusive den danske regering:

'Vi anerkender, at der er mange politiske overvejelser, men vi afventer desperat, at Malta og Danmark finder en løsning for flygtningene sammen med EU eller andre relevante parter, så skibet og personalet kan blive løsladt.'

Det var 4. august, at et maltesisk redningscenter bad mandskabet om bord på Mærsk Etienne om at sejle flygtningene til undsætning i Middelhavet.

Dagen efter formåede mandskabet at finde frem til jollen og redde de 27 om bord.

Lige siden har skibet med en besætning på 21 personer ligget ud for Malta.