Rita Asmussen fik sig noget af et chok, da hun i slutningen i april var ude at gå en tur tæt på sit hjem i Rødekro.

Her fandt hun et dødt pindsvin, der var klistret til med nyslået græs, og som var blevet flænset op ved snuden.

Med det samme kunne hun lægge to og to sammen.

»Det var meget tydeligt, at det var blevet skåret op ved snuden, og så kunne jeg jo godt se, at det var en plæneklipper, i og med at græsset var nyslået, og at pindsvinet desuden var fyldt med græs,« siger Rita Asmussen.

Her er et pindsvin, der har været i karambolage med en robotplæneklipper
Her er et pindsvin, der har været i karambolage med en robotplæneklipper
Vis mere

Og hun har sandsynligvis ret, for sagen er nemlig, at de såkaldte robotplæneklippere er en af pindsvinenes største fjender.

Vel at mærke om natten.

»Det er desværre et stort problem, og vi har set flere grimme eksempler. Pindsvinene er ude om natten, og folk sætter ofte deres plæneklippere til at køre om natten,« fortæller Lissy Fisker, der er formand i foreningen Pindsvinevennerne i Danmark.

Pindsvin har hverken en god hørelse eller et godt syn, og det betyder, at de ofte ikke fornemmer, når robotplæneklipperen er tæt på, og der er fare på færde.

Sommetider når de at rulle sig sammen, men det er ikke altid.

»Vi har set eksempler, hvor pindsvinene er blevet klippet af til skindet og dør på stedet. Det er meget farligt,« fortæller Lissy Fisker.

Pindsvinevennerne kan ikke forbyde robotplæneklipperne, men de råder folk til ikke at sende deres elektroniske gartnere på opgave om natten, hvor pindsvinene jagter føde.

»Det er bedst, hvis folk kan bruge deres robotplæneklippere, når det er lyst, for så er risikoen for døde pindsvin meget mindre,« siger Lissy Fisker.