Selv om man er i risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb med covid-19, kan man godt få del i genåbningen på lige fod med alle andre.

Det siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg ifølge Politiken.

Men den udmelding er for uklar, mener patientforeningerne Danske Patienter og Scleroseforeningen.

De vurder, at det er svært for patienterne selv at navigere i, hvornår man er rask nok til at deltage i genåbningen af samfundet, og at det ikke hjælper de mange, som er utrygge, sårbare og har været i isolation i et år.

Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at det er alder, der er den klare risikofaktor for, hvor alvorligt ens sygdomsforløb med covid-19 bliver.

Hos Danske Patienter er man glad for den nye viden. Men man undrer sig over den pludselige ændring i anbefalingen om isolation, når der ikke er nogen studier til at bakke den op.

Særligt den mentale sundhed er i fokus for Danske Patienter, som har fået meldinger om, at den øgede isolation har givet flere selvmordstruede patienter.

»Det er svært, når man skal lave en opvejning mellem mentalt helbred og risikoen for at blive smittet,« siger direktør for Danske Patienter Morten Feil.

Også direktør for Scleroseforeningen Klaus Høm er enig i, at der er behov for specifikationer, studier eller undersøgelser, som kan berolige og hjælpe særligt udsatte med afklaring i forhold til genåbningen.

Professor og overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital Kasper Iversen er enig med Bolette Søborg, når hun siger, at det er muligt for risikogrupperne at deltage i genåbningen.

Han anerkender samtidig forvirringen og utrygheden blandt de personer, som er i risikogrupperne, og som nu opfordres til at bryde deres et år lange selvisolation.

»De patienter, som føler sig i tvivl, om de skal tage del i genåbningen, kan tage kontakt til egen læge. Sammen kan de vurdere, om det vil være en god idé eller ej at tage del i genåbningen,« siger Kasper Iversen.

Han pointerer at det handlede om organisering ikke sundhedsfaglighed, da man ændrede vaccinationskøen.

»Det er simpelthen for svært at gå ind og vurdere hver enkeltes behov som særligt udsat, og om de skal foran i vaccinekøen,« siger han.

/ritzau/