I forbindelse med pinsen vil der være risiko for kø og tæt trafik på udvalgte strækninger.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Pinsetrafikken begynder allerede fredag den 22. maj, når den første udrejsetrafik sætter ind.

Fredag og lørdag forventes trafikken primært at bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland.

Der vil derfor være risiko for ekstra trafik på E20 Vestmotorvejen, den fynske motorvej samt rute 21 mod Sjællands Odde.

Fredag vil der i tidsrummet mellem klokken 14 og 18 være øget risiko for kø og tæt trafik.

Mark Sigvardt, der er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter, fortæller, at fredag forventes at blive den travleste dag.

- Hvis man kan lægge sin kørsel før klokken 14 eller efter klokken 18, så vil der være bedre plads på vejene, fordi der er nogle, der tager til sommerhusområder.

- Og så er der jo også den almindelige myldretidstrafik, siger Mark Sigvardt til Ritzau.

Lørdag vil der være øget trafik mellem klokken 10 og 14.

Søndag regner Vejdirektoratet ikke med, at der er den helt store trafik.

Mandag vil der igen være tæt trafik mellem klokken 14 og 18. Her forventes trafikken hovedsageligt at bevæge sig fra vest mod hovedstadsområdet.

- Et af de vigtigste råd er, at man orienterer sig. Det gør man bedst ved at kigge på vores trafikkort. Det kan man dårligt gøre, når man kører, men så kan nogle andre gøre det.

- Ellers er et andet godt råd at lytte til P4, fordi de har trafikradio og kommer med trafikmeldinger lige præcis der, hvor man kører, siger Mark Sigvardt til Ritzau.

Vejdirektoratet forventer, at mange mennesker vil trække mod sommerhusområderne på grund af gode chancer for godt vejr i pinsen.

Derfor kan man også opleve mere trafik end vanligt på strækninger som rute 16, som er Hillerødmotorvejens forlængelse, rute 21 mod Sjællands Odde, rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing samt rute 40 til og fra Skagen.

/ritzau/