Juledag oplevede flere borgere i Region Hovedstaden, at det var umuligt at få akut lægehjælp, når de ringede 1813.

De kunne simpelthen ikke komme igennem på nummeret, og det er ikke så mærkeligt.

TIP OS! Oplevede du, at du havde akut brug for hjælp, men ikke kunne komme igennem til 1813 i juleferien, hører B.T. gerne fra dig. Skriv til journalist Cordelia Weber på cweb@bt.dk.

En aktindsigt, B.T. har fået fra Region Hovedstadens Akutberedskab, viser, at der konsekvent var for få læger og sygeplejersker på arbejde hele juleferien fra lørdag den 21. december til torsdag den 2. Januar.

»Dette er ikke tilfredsstillende for borgerne og skal selvfølgelig løses. Det må være naturligt, at man har det normerede antal medarbejdere på arbejde. Hvis dette var tilfældet, havde ventetiderne i juledagene ikke været så lange,« siger medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden for De Konservative Jacob Rosenberg.

Værst var det den 1. januar, hvor læger og sygeplejersker var på arbejde i 554 timer. På den dag havde Region Hovedstadens Akutberedskab normeret med 846 timer ud fra det antal opkald, man forventede.

Det vil sige, at der burde have været læger og sygeplejersker på arbejde svarende til 846 timer, men reelt var der kun bemanding til 554 timer – altså omkring 65 procent af den dækning, der burde have været.

Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Det Konstervative Folkeparti, Jacob Rosenberg (Foto: Region Hovedstaden)
Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Det Konstervative Folkeparti, Jacob Rosenberg (Foto: Region Hovedstaden)
Vis mere

Samme billede tegner sig juledag (25. december), hvor der manglede knap 30 procent i forhold til normeringen.

Og netop juledag måtte Akutberedskabet erkende, at de ikke kunne håndtere alle opkald fra borgere, der havde brug for hjælp.

'Akuttelefonen 1813 har ekstraordinært travlt. Enkelte borgere har oplevet ikke at kunne komme igennem,' skrev Akutberedskabet på Twitter juledag.

Gennem hele perioden fra den 21. december til og med den 2. januar manglede der i gennemsnit omkring 30 procent timer i forhold til normeringen.

Region Hovedstadens Akutberedskab oplyser i en mail til B.T., at:

»I julen og påsken kan vi ikke bemande Akuttelefonen 1813 med de sygeplejerske- og lægetimer, der skal til for at leve op til de ambitiøse politiske målsætninger. Det skyldes, at det ikke er muligt at vagtsætte med så mange sygeplejersker og læger på hver vagt, da der skal bemandes vagter 24/7 i jule- og nytårsperioden.«

Akutberedskabet oplyser i samme svar, at der fysisk ikke er plads til, at der i vagtcentralen kan sidde det optimale antal læger og sygeplejersker.

Ifølge lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet Kent Kristensen er det dog ikke en 'ambitiøs politisk målsætning', at borgerne skal kunne komme igennem på telefonen, når de ringer 1813.

Især 1. juledag, lørdag den 28. december og den 31. december var der få på arbejde i forhold til normeringen, viser tallene fra regionen.
Især 1. juledag, lørdag den 28. december og den 31. december var der få på arbejde i forhold til normeringen, viser tallene fra regionen. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg er ikke enig i, at det er ambitiøse mål. De andre lægevagter kan løse opgaven, så patienterne kan komme igennem, når der er spidsbelastning i ferieperioder,« siger han og uddyber:

»1813 har problemer, fordi det er organiseret på en anden måde end de andre lægevagter. Det er et politisk valg, og når man tager det valg, så får man en anden kvalitet i opgaveløsningen,« siger Kent Kristensen, der kalder det problematisk, hvis borgere opgiver at komme igennem, fordi der ikke er nok på arbejde til at håndtere opkaldene.

»Der vil være en risiko for at patienter, som ringer til 1813, med alvorlige symptomer, og hvor det sundhedsfaglige personale ved akuttelefonen vil vurdere, at hurtig lægehjælp er nødvendig. Den hjælp får man ikke, hvis man ikke kommer igennem, og det kan selvklart være alvorligt,« siger Kent Kristensen.

Jacob Rosenberg forventer, at der kommer en løsning.

»Man skal huske, at vores opgave er at give borgerne den service, som de betaler for via skatten, og det gør vi øjensynlig ikke, når man ikke bemander 1813 svarende til normeringerne. Som regionspolitiker forventer jeg derfor, at det løses, så vi ikke ser det samme igen,« siger han.

Region Hovedstadens Akutberedskab gør i deres svar til B.T. opmærksom på, at det udelukkende er i jule- og påskeferien, der er brug for flere læger og sygeplejersker til at tage imod opkald samt mere plads i vagtcentralen.