Rikke Ryborg Lorenzen bor i Sønderborg men arbejder et par gange om måneden i København. Som så mange gange tidligere sad hun ved en vinduesplads og arbejdede.
Men pludselig tog togturen hjem en uventet drejning.
Hun var nemlig ombord på det tog, der fredag eftermiddag kolliderede med en gylletransporter og blev afsporet nær Bjerndrup i Sønderjylland.
»Lige pludselig kommer der en meget hård opbremsning og et højt brag,« fortæller Rikke Ryborg Lorenzen til B.T og tilføjer:

»Jeg bliver slynget ind i bordet og får trykket al luft ud og ryger ned på gulvet. Min computer ryger over på sædet overfor, og ligeledes gør mine solbriller og min telefon. Vi ryger simpelthen alle sammen rundt i togkupéen.«
I togkupeen har en af Rikke Ryborg Lorenzens medpassagerer fået en flænge i hovedet som bløder meget, og derfor er de meget opmærksomme på hinanden.
I første omgang tror Rikke, at toget blot har ramt noget mindre. Men da hun kigger ud ad vinduet, forsvinder illusionen.
»Jeg ser en totalsmadret lastbil ligge på marken, og så går det op for mig, at det er langt værre, end jeg først troede,« siger hun.

Midt i kaos får hun dog sendt en kortfattet sms til sine nærmeste – for at berolige familien, inden de når at læse om ulykken i medierne.
I omkring et kvarter sidder passagererne i vognen. Nogle overvejer at smadre ruden for at komme ud, men til sidst bliver de evakueret gennem en af de forreste vogne.
»Da jeg træder ud, bliver jeg mødt af et voldsomt syn. Særligt vogn ét, to og tre er fuldstændig medtaget med smadrede ruder. Jeg husker især, hvordan bordene sad helt forkert og var bøjet,« fortæller hun.
Men det mest chokerende syn møder hende et øjeblik senere.

»Jeg kan se, at vogn tre ligger oven på gyllevognen, så vi faktisk kigger på undervognen. Og vogn to er røget helt af skinnerne.«
På marken, Rikke træder ud på, sidder nogle og græder, mens andre har fået overfladiske skader – men ellers er der relativt stille.
Det, Rikke husker allerstærkest, er dog lugten og lydene. Flere passagerer har nemlig fået gylle på sig fra den væltede tankvogn, fortæller hun.
»Det lugter meget, fordi der er meget af gyllen fra gyllevognen, som er blevet spredt ud over nogle af passagererne og toget,« siger hun.
Derudover sidder en monoton ringen fra jernbaneovergangens alarm, hvor toget og gylletransporten kolliderede, stadig i Rikke Ryborg Lorenzens hukommelse.
»Alarmen blev ved med at lyde, og det er sådan noget, man bare husker. I går kom eksempelvis Hjemis-bilen, og jeg fik straks et flashback fra, da jeg kom ud af toget, da dens klokker begyndte at ringe,« fortæller hun.
Politiet ankommer til stedet og stiller folk op på række for at tage deres CPR-numre, derefter får Rikke Ryborg Lorenzen et lift hjem af en af hendes medpassagerer.
Oplevelsen regner hun med vil følge hende længe. Alligevel planlægger hun at møde på arbejde igen mandag, selvom HR hos hendes arbejdsgiver har været opmærksom på situationen.
En 60-årig kvinde er afgået ved døden, og to personer er fortsat i kritisk tilstand efter ulykken. De to personer, der er i kritisk tilstand, er lokoføreren og chaufføren af gylletransporten.
