Covid-19-restriktionerne har ikke haft en betydning for antallet af klamydiatilfælde i Danmark, hvis man sammenligner perioden fra marts sidste år til april i år med samme periode tidligere år.

Det konkluderer en undersøgelse, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) har gennemført.

Det overrasker Michael Christiansen, der er overlæge hos SSI.

»Vi havde forventet en reduktion i antallet af klamydiatilfælde, når man nu reducerede den sociale aktivitet i marts sidste år. Men vi kan ikke se, at restriktionerne har haft en betydning,« siger han.

»Derfor må man nok sige, at de unge mennesker, det drejer sig om, har fundet andre veje end store forsamlinger som festivaler samt bar- og restaurantbesøg til at mødes,« siger han.

Det er hovedsagelig 15-24-årige, der bliver smittet med kønssygdommen. Det har heller ikke ændret sig under epidemien.

»De står for omkring 85 procent af alle tilfælde,« lyder det fra Michael Christiansen.

Kigger man udelukkende på kalenderåret 2020, er der blevet påvist 34.689 klamydiatilfælde. I 2019 var tallet 35.688, mens der i 2018 blev registreret 33.442.

Overlægen nævner brugen af datingapps under nedlukningerne som én af de veje, de unge har benyttet til at skabe kontakt til jævnaldrende.

I april gjorde Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør det klart, at det var i orden at dyrke sex trods den særlige situation i Danmark.

»Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig skal man dyrke sex også som single i en tid med corona,« sagde han dengang.

Det var dog heller ikke meningen, at restriktionerne skulle hæmme folks sexliv, understreger Michael Christiansen.

»Så på den måde har hans opfordring jo været en succes. Men vi kan jo kun gætte på, hvad årsagen til de uændrede klamydiatal har været.«