Mandag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde en række nye coronarestriktioner – herunder at restauranter skal holde lukket indtil begyndelsen af det nye år.
Det kan få konsekvenser for mange i restaurationsbranchen, herunder Anette Kjersgaard, der ejer smørrebrødsstedet Bar Rye i Indre København.
»Det er fandeme irriterende. Det er gang på gang, at man prøver at rette sig efter reglerne, og så får man bare den ene hammer i hovedet efter den anden,« fortæller en meget bekymret Anette Kjersgaard til B.T.
»Det er dybt frustrerende. Nu havde vi mulighed for at lave en lille smule omsætning hen over julen, og nu ser det ud til, at vi bliver tvangslukket igen,« siger hun og sukker.

For Annette Kjersgaard er det et spørgsmål om manglende omsætning, der fylder mest. For selv om regeringen har lovet hjælpepakker til den blødende restaurationsbranche, så er det ikke meget, hun har fået fra staten på nuværende tidspunkt.
For der har været en del rod med at ansøge om de forskellige kompensationer.
»De kompensationer, de har lovet, har jeg ikke fået fra september og oktober. Hjælpen fra 'tabt omsætning' fra oktober og frem, den er heller ikke kommet endnu. Dem har man ikke kunne ansøge om, og de siger, at man kan forvente en måned med sagsbehandlinger, så det er svært at få det hele til at køre rundt, når der hele tiden kommer regninger,« siger hun.
Ud over at restaurationerne i de pågældende 38 kommuner lukkes ned, så er der også tale om, at eleverne i 5. klasse og opefter skal sendes hjem. Herudover vil blandt andet biografer og teatre lukke ned.
Restriktionerne træder i kraft fra onsdag 9. december og frem til 3. januar.


