Thomas Wetle Andersen og Kamilla H. Kristensen ejer VesterØL på Læsø. De er godt træt af af coronarestriktionerne, og nu gider de ikke mere.
Derfor har de planer om at åbne deres restaurant den 26. marts.
Det skriver Nordjyske.
»Vi åbner op som planlagt den 26. marts, og hvis jeg får en bøde, så må det være sådan,« sagde Thomas Wetle Andersen til Nordjyske den 13. marts.
Det kan dog vise sig at være en dyr omgang for restauratøren, for hvis han åbner op, så kan han godt forvente, at politiet vil kigge forbi, fortæller vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Henrik Skals, til mediet.
»Hvis vi kommer derud, og det er soleklart, at der er åbent imod retningslinjerne, så lukker vi stedet og udsteder en bøde,« siger Henrik Skals.
Skulle VesterØL modtage en bøde for at holde åbent, vil den i første omgang lyde på 10.000 kroner. Anden gang lyder den på 20.000 kroner, og tredje gang vil bøden komme op på 30.000 kroner, hvorefter størrelsen på bøden ikke stiger yderligere.
Vælger man at gæste restauranten, mens den har åben, så slipper man dog for at få en bøde, oplyser Henrik Skals til Nordjyske.