Poser med gammelt mad og fyldte skraldespande, der er så proppede, at de ikke kan lukkes.

Skraldet hober sig op uden for restauranten Liban Cuisine på Åboulevarden i København.

»Det lugter og ligner en losseplads. Det er så klamt, og vores kunder nævner også, hvor ulækkert det er,« siger Ahmad Hussein, der ejer restauranten.

Årsagen, til at skraldet hober sig op, er, at skraldemændene lørdag har strejket i seks dage.

Her ses, hvordan affaldet hober sig op uden for restauranten Liban Cuisine på Åboulevarden i København. Foto: Thomas Nørmark Krog
Her ses, hvordan affaldet hober sig op uden for restauranten Liban Cuisine på Åboulevarden i København. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

I alt er der rundt regnet 500 skraldemænd, der har nedlagt arbejdet, fordi de er utilfredse med udsigten til nye arbejdstider under deres kommende arbejdsgiver, Amager Ressourcecenter (ARC).

Det betyder, at der fortsat ikke afhentes skrald i København, Dragør og Tårnby.

Skraldet hober sig altså op uden for Liban Cuisine, hvor Ahmad Hussein i sine 20 år som restaurantejer aldrig har oplevet noget lignende før.

»Jeg har ikke set så meget skrald her før,« siger han.

Her ses en af skraldeposerne uden for Liban Cuisine. Foto: Thomas Nørmark Krog
Her ses en af skraldeposerne uden for Liban Cuisine. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

Og det er ikke kun restaurantgæsterne, der er utilfredse med de store mængder skrald.

»Vi hører også fra vores leverandør af madvarer, at det er svært at komme hen til vores indgang på grund af alt skraldet,« siger Ahmad og tilføjer:

»Jeg håber virkeligt snart, at den strejke slutter.«

Pia Reimann bor tæt på restauranten, og hun frygter for, at der snart kommer uventede små gæster i gaderne – nemlig rotter.

Som en skadedyrsekspert forklarer, så er der større risiko for skadedyr som rotter, når skraldet på den måde hober sig op.

»Det er lidt ulækkert, og lugten er heller ikke den bedste. Når man bor her, er man også nervøs for, at der kommer rotter,« siger hun.

Om skraldestrejken fortsætter i næste uge, er fortsat et stort spørgsmål.

»Vi har morgenmøde igen klokken 5.30 mandag morgen, og der sker ikke noget i weekenden. Så vi tager den mandag morgen og må se, hvordan stemningen er der,« sagde Michael Johansen, der er en af de strejkende skraldemænd hos fra City Container, i fredags til TV 2 Kosmopol.