»Corona findes ikke. Restriktionerne er unødvendige. Myndighederne forsøger at styre befolkningen med falsk frygt.« Det er nogle af de udsagn, man fra tid til anden kan læse i forskellige kommentarspor på Facebook, hvor coronatrætte danskere føler trang til at udtrykke deres skepsis.
»Det er dybt frustrerende,« siger Sara Smith Hald, fællestillidsrepræsentant-suppleant på Rigshospitalet.
Virkeligheden for hendes kolleger er, at antallet af coronapatienter stiger, at afdelinger bliver lavet om til coronaafdelinger, og at kolleger bliver tvangsoverflyttet til at have med coronapatienter at gøre.
Men når sundhedspersonalet prøver at delagtiggøre oververdenen i forholdene på sygehusene, bliver de overfuset af corona-skeptikere, der beskylder dem for løgn og propaganda.

Senest er en sygeplejerske på Gentofte Hospital blevet udsat for trussellignende chikane, efter at hun på Facebook udtrykte sympati for en kollega, der var udtaget til at arbejde på et coronaafsnit.
Den toneangivende corona-skeptiker Flemming Blicher har opfordret sine 4.500 følgere på Facebook til at opsøge sundhedspersonale, der udtaler sig om coronasituationen på danske hospitaler.
»Vi skal have fat i de læger og sygeplejersker, der bliver ved med at holde hånden over regeringen og narrativ. De SKAL stilles til ansvar! Hellere nu end bagefter,« skriver han i et opslag på Facebook, hvor han opfordrer sine følgere til at »opspore« en navngiven sundhedsansat og »stille hende til ansvar for at medvirke til denne frygtpropaganda«.
På grund af truslerne har sygeplejersken ikke ønsket at udtale sig til B.T., og hendes oprindelige indlæg er også blevet slettet på grund af ubehagelige kommentarer, hvor Flemming Blichers tilhængere havde fundet frem til hendes adresse og lagt et billede op af hendes hus.

»Jeg har ikke indtryk af, at der er lignende sager, der er så grelle som de her. Jeg kan godt forstå, hvis kollegaen har følt sig voldsomt intimideret og tager fem skridt baglæns,« siger Sara Smith Hald.
Hun oplever, at sundhedspersonale bliver mødt med en generelt stigende skepsis, når de fortæller om deres hverdag med corona på de sociale medier.
»Det er naturligvis dybt, dybt frustrerende, når vi ved, hvad vi står midt i. Smitten er ikke toppet endnu, og det bliver kun værre herfra. Kollegerne i coronaafsnittene er under et maksimalt pres. Det er kolleger, der ikke ønsker at deltage i beredskabet, men som gør det alligevel, og det med at passe dårlige coronapatienter er et mega hårdt arbejde, hvis du er vant til en anden patientgruppe. Og så møder man nogle andre på de sociale medier, som stikker i den helt modsatte retning. Som ikke bare anfægter, at corona findes, men siger, at du skal opspores og straffes for at sige det,« lyder det fra Sara Smith Hald.
Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, tager skarp afstand fra chikanen mod sundhedsmedarbejdere. Hun kalder det på Twitter »helt utilstedeligt«.
Også Kristina Robins, der er kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, tager skarp afstand fra chikanen mod sine medlemmer.
»Helt uhørt, at sundhedspersonale får trusler for at opfordre til at følge anbefalinger for at passe på sundhedsmedarbejderne. Der må kunne handles på dette, så direkte trusler stoppes,« skriver hun på Twitter med henvisning til den sag, som B.T. har skrevet om tidligere tirsdag.
Sundhedsminister Magnus Heunicke skrev tirsdag morgen, at han vil gå ind i sagen. B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sundhedsministeren.
B.T. ringede tirsdag til Flemming Blicher for at forholde ham kritikken. Læs, hvad han svarede, her.