Når man som Jan Mikkelsen har renset tøj for andre i 38 år, støder man på alle slags pletter. Nogle mere genstridige end andre.

Han har gennem årene ejet og solgt 14 renserier i Københavnsområdet. Og særligt husker han én plet, som han måtte kæmpe ekstra meget med.

Det fortæller han i et interview med Politiken, som har lavet en række såkaldte 'københavnerportrætter.

»Der var engang, hvor vi fik et par bukser ind med pletter på. Vi rensede og rensede og prøvede alle mulige former for pletbehandling, men vi kunne simpelthen ikke få dem af,« fortæller han og fortsætter:

»Vi blev nødt til at ringe til kunden og spørge, hvad det var for pletter. Kunden måtte så krybe til korset og forklare, at det var indtørret sæd.«

Sædpletter var dog ikke noget, Jan Mikkelsen ikke kunne klare. Og det var da heller ikke første gang, han var stødt på sådanne.

Gennem årene som ejer af flere renserier har han nemlig oplevet lidt af hvert.

Sæd, menstruationsblod, afføringspletter og alle andre tænkelige pletter.

Sågar de, der kun kan ses med UV-lys. Dem er der mange af, fortæller Jan Mikkelsen, der ikke er for fin til nogen pletter.

Eller nogen kunder. Han renser for alle.

Både helt almindelige københavnere, kongehuset, statsministeren og superstjerner.

Gennem sit arbejde har han da også haft fornøjelsen af at have musikerne Prince og Elton Johns pompøse klæder i hænderne.