Man skulle tro, at der var styr på rengøringen, når rengøringsfirmaet står for det.

Men det har ikke været tilfældet Danske Banks kantine på Østerbro, som ISS Facility Service driver.

Et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen 6. oktober konstaterede nemlig problemer med rengøring.

'Indvendigt i opvaskemaskine ses store, røde plamager langs kanter og i hjørner og på gardiner flere steder,' lyder det i kontrolrapporten.

Derudover er der fundet sorte belægninger i det midterste køleskab og på tætningslister i kølebokse.

Ligeledes ses der et tykt lag støv på ventilationsriste i to kølebokse, hvor der opbevares uemballerede fødevarer, ligesom der i kolonialrummet ses spindelvæv flere steder.

Det har medført en bøde på 10.000 kroner og en sur smiley til virksomheden.

Bemærkningen til kontrolrapporten lød dengang: 'vi får det gjort rent'.

Daniel Kirchhoff, der er kommunikationschef for ISS Danmark, fortæller i et skriftligt svar til B.T., at det er en dybt beklagelig situation, som de tager meget alvorligt. Han påpeger desuden, at ud af de kantiner, de driver for Danske Bank, har totredjedel modtaget Fødevarestyrelsens Elitesmiley.

»Helt generelt har vi meget høje rengøringsstandarder og omfattende procedurer. Derfor blev der umiddelbart efter besøget i den pågældende kantine iværksat en handlingsplan, som nu er eksekveret, og hvor alle anmærkninger er taget hånd om,« slår han fast.

Samtidig understreger han, at deres interne retningslinjer er blevet indskærpet overfor personalet, så de i fremtiden undgår en lignende situation.