»Da vi rejste ham op, var der rimfrost rundt om, hvor han havde ligget på bænken.«

Den aften er bare en af mange, som René Aabo Clausen husker i sin tjeneste som natteravn.

»Det er en af de aftener, hvor du virkelig føler, at du har gjort en forskel,« siger han og husker tilbage.

»Det er en kold vinteraften, hvor vi finder en en ung mand liggende på en bænk nede ved banegården.«

»Så tænker du på bagefter, hvad skete der, hvis han lå der resten af natten, ikke?«

René Aabo Clausen har været med i alle de ti år, Natteravnene har haft en afdeling i Odense.

Ti år som foreningen netop fejrer i disse dage.

»Jeg startede oprindeligt, fordi jeg havde en datter, der gik ude i nattelivet, og havde den der følelse i maven af, at det var lidt utrygt,« siger René Aabo Clausen.

For hvad kan der ske?

Lød det store spørgsmål dengang i hans hoved.

Natteravene i Odense fejrer 10 års jubilæum. Foto: Jeppe Kanstrup
Natteravene i Odense fejrer 10 års jubilæum. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

»Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville være natteravn, og det er stadig den samme følelse, jeg har,« siger René Aabo Clausen, der de sidste mange år har været formand i Odense.

»Jeg vil godt være med til at skabe tryghed for de unge og for de forældre, der har deres unge i nattelivet.«

Natteravnene i Odense er den største i Danmark med 88 frivillige.

»Men vi vil meget gerne have nogle friske natteravne med,« fortæller René Aabo Clausen.