Flere hundrede gymansieelever var torsdag fuldstændigt ude af kontrol, da undervisningsminister Merete Riisager (LA) besøgte Ørestad Gymnasium.

Hun var sammen med sognepræst Kathrine Lilleør taget til gymnasiet på Amager for at tale om demokratisk dannelse.

Under de anarkistiske tilstande forsøgte en nu skuffet rektor forgæves at håndtere elevernes 'voldsomme' adfærd.

»Jeg prøver at få eleverne til at gå ind til deres undervisning,  men jeg møder nogle meget højtråbende elever, som ikke vil føres tilbage til klasselokalerne. De reagerer ikke, og og det er vanskeligt at få så mange råbt op, når der er mange hundrede elever,« fortæller gymnasiets nyansatte rektor, Jonas Lindelof, der har været på posten i otte måneder.

Var du til stede, eller har du video fra besøget, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Med en ustyrlig og uventet ageren fra eleverne var han mere eller mindre magtesløs.

»I situationen var der begrænsede muligheder. Vi gjorde, hvad vi kunne, og greb ind, men vi var ikke forberedt på det her. Det var vores elevråd heller ikke,« siger han.

Sognepræst Kathrine Lilleør mener, at hverken rektor eller lærere gjorde noget som helst i situationen. Det afviser Jonas Lindelof dog helt, selvom han indrømmer, at det ingen effekt havde, når de forsøgte at tale til eleverne.

Hvilke tanker gør du dig i forhold til, at du som rektor ikke kunne håndtere dine elever?

»Det er mit ansvar, men jeg kender ikke alle vores 46 klasser. Jeg tager afstand fra den her måde at være sammen på, og det skal ikke være sådan. Jeg er ked af, at ministeren blev nødt til at gå.«

Til Altinget og på sin Facebook beskriver Kathrine Lilleør også, hvordan en 'aggresiv flanke' af elever saboterede besøget med verbale angreb, buhen og skældsord som 'luder'.

»Det var rystende at opleve, hvordan det gik mere og mere ud af kontrol. Der røg mønter ned i hovedet på os, og der blev puffet til os. Det var bare ikke godt,« siger Kathrine Lilleør til Altinget.

Ørestad Gymnasiums rektor genkender stemningen og buhen, men han bemærkede ingen møntkast eller skældsord i den kategori. Skolen har videovervågning, og ledelsen undersøger nu, hvorvidt de kan finde frem til de konkrete hændelser og eventuelle ophavsmænd.

»Det er helt utilstedeligt. Hvis vi kan finde ud af, hvem der har gjort det, så taler vi om sanktioner såsom bortvisning fra undervisning og fra skolen,« siger Jonas Lindelof.

Kunne I havde gjort noget anderledes for ikke at ende i den situation?

»Man kan altid gøre alt muligt anderledes, tænker jeg. Men i den her situation med mange hundrede unge mennesker, hvis temperament var i kog, får man dem ikke bare til at rette ind og ændre adfærd,« siger Jonas Lindelof.

Det var gymnasiets første og anden årgang, som modtog ministeren med buhen, da de ældste elever havde terminsprøve. Fredag har rektor været forbi alle klasserne for at tale om netop demokratisk dannelse og korrekt adfærd. Elevernes forældre bliver også orienteret i dag.

Til TV 2 Lorry undskylder en af to ledere af elevrådet på Ørestad Gymnasium for den ubehagelige hændelse.

»Vi undskylder for den uheldige episode, som hun blev udsat for,« siger Henrik Michael Rafn.