Meningen var, at han skulle være på posten i 23 år ligesom forgængeren Klaus Eusebius.

Men Flemming Zachariasen endte kun med at få tre år som rektor på traditionsrige Herlufsholm Kostskole.

Det skriver sn.dk.

Herlufsholm Skole og Gods har nemlig ifølge mediet meddelt, at Flemming Zachariasen stopper som rektor onsdag efter 'gensidig overenskomst'.

»Vi har diskuteret kravene til rektor fremover, hvor det kommer til at handle mindre om udvikling og mere om drift. Her er vi nået frem til, at det vil være bedst for skolen med en anden rektor,« siger Torben von Lowzow, der er formand for bestyrelsen og dermed også forstander på Herlufsholm Skole og Gods, til sn.dk.

Den nuværende rektor har siddet på posten siden august 2016, men sidste sommer kom det frem, at den berømte skole havde problemer med at lokke nok elever til, hvilket resulterede i røde tal i regnskabet.

Historien bringer dog intet om, hvorvidt Flemming Zachariasens afsked har noget med de faldende elevtal at gøre.

Den traditionsrige skole, hvor prins Nikolai i år blev student, har de seneste år fået mere opmærksomhed, efter TV 2 viste dokumentarserien 'Herlufsholm for livet', hvor tv-stationen fulgte en lille gruppe elever på skolen.