Søndag aften blev rektor på Rysensteen Gymnasium Gitte Transbøl ringet op af direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed, der kunne fortælle, at elev nummer to på skolen havde fået konstateret coronavirus.
»Deres klare anbefaling var, at vi lukkede gymnasiet midlertidigt, fordi eksperter vurderer, der er en risiko for, at situationen er ude af kontrol,« fortæller Gitte Transbøl.
De to smittede elever kan ikke umiddelbart sættes i forbindelse med hinanden, og det bekymrer myndighederne.
B.T. har fået flere spørgsmål til Rysensteen Gymnasiums håndtering af situationen, efter det onsdag kom frem, at en elev på skolen blev smittet.
TIP OS! Ved du noget om situationen på Rysensteens Gymnasium, så hører vi gerne fra dig. Skriv til B.T. på 1929@bt.dk
Blandt andet om, hvorfor gymnasiet ikke lukkede ned med det samme.
Gitte Transbøl fortæller, at hun som rektor siden det første smittetilfælde er blevet rådført af Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvordan gymnasiet skulle forholde sig.
»Vi har været i tæt kontakt med myndighederne, siden det første smittetilfælde blev konstateret onsdag. Der blev det blot tilrådet, at vi bakkede op om de elever, som myndighederne vurderede skulle i hjemmekarantæne, og det har vi selvfølgelig gjort,« forklarer hun og uddyber:
»På det tidspunkt var det slet ikke på tale at lukke skolen ned.«

Fem dage senere ser situationen anderledes ud.
Gitte Transbøl og hendes kollegaer skal nu til at se på, hvordan de kan tilrettelægge hverdagen, så skolens elever ikke går glip af for meget undervisning.
»I dag arbejder vi på, hvordan vi kan lave noget virtuelt med eleverne. De elever, der skal til terminsprøve, kan tage dem hjemmefra på computeren,« fortæller rektor.
»Vi vil gøre det samme fremadrettet, hvor vi vil se på, hvordan vi bedst kan tilbyde virtuel undervisning, indtil gymnasiet åbner igen. Den sidste del er jeg i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om.«
B.T. arbejder på at få Styrelsen for Patientsikkerheds kommentar til sagen.
I en pressemeddelelse søndag aften oplyste direktør Anne-Marie Vangsted:
»Alle, der har befundet sig på Rysensteen Gymnasium inden for de seneste uger, bør være opmærksomme på symptomer på coronavirus.«
Af pressemeddelelsen fremgik det dog ikke, om Styrelsen har klarlagt, hvordan elev nummer to er blevet smittet.