750 millioner kroner.

Det er det svimlende beløb, som er på spil, når der fredag aften spilles Eurojackpot på tværs af det meste af Europa.

Hvis en dansker løber med pengene, så vil det smadre rekorden for den største gevinst i danmarkshistorien. Rekorden blev sat i 2015, hvor vinderen løb med hele 315 millioner kroner.

»Puljen er rigtig, rigtig stor. Faktisk den største nogensinde i Danmark. Det er svært at få sit hoved omkring, hvor gigantisk en præmie det faktisk er, og hvilke drømme man kan føre ud i livet med den slags penge,« siger den administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, Malene Mølgaard.

Ifølge den administrerende direktør er det da heller ikke umuligt, at det er en dansker, som løber med førstepræmien.

»Eurojackpot er meget populært hos danskerne. Det er de helt store drømme, der kan blive til virkelighed, og derfor regner vi med, at ekstra mange danskere deltager i trækningen i morgen. Jeg hepper og tror derfor på, at vi kan give en dansker en afslutning på sommerferien som mangemillionær – måske endda som vinder af førstepræmien,« siger Malene Mølgaard.

Den første omgang Eurojackpot fandt sted 23. marts 2012.

Det trækkes hver tirsdag og fredag. Puljen kan maksimalt lande på 750 millioner kroner, som puljen er på nu.

Spillere i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark er med i kampen om de millionstore puljer.