Et rekordhøjt antal unge har besøgt et museum i uge 37, hvor unge mellem 18-27 år kunne komme gratis på Museum landet over.

Ikke færre end 25.000 fik sig en kunstoplevelse, hvilket er tre gange så mange som sidste år, og nogle fik virkelig udnyttet muligheden.

Samantha Vivian Jensen fra København var nemlig den, der besøgte allerflest museer, og hun var med god grund svær at slå.

For hun formåede at besøge hele 37 museer på bare en uge, og det krævede en stram plan, for at det kunne lade sig gøre. Det skriver TV 2 Lorry.

»Jeg måtte planlægge det nøje og gik systematisk til værks. Jeg kender ikke alle museerne på listen, så jeg måtte slå alle op og indskærpede så til 50, som lå på Sjælland,« siger den 25-årige sygeplejerskestuderende til B.T.

Herefter tjekkede hun åbningstider og adresser for så at inddele de forskellige museer i områder, hun kunne udforske i løbet af ugen.

»Jeg er glad for at tage på museum, når jeg skal ud og rejse eller besøger en anden by, men ikke 37 på en uge,« siger Samantha Vivian Jensen og fortsætter:

»Der var mange højdepunkter, jeg lærte mest på Københavns Bymuseum og på Dansk Arkitekturcenter. Og så er Lousiana godt som altid. Her har jeg set nogle af udstillingerne en tre til fire gange.«

Det er Golden Days, der står bag initiativet med gratis entre, der kaldes K7.

111 museer havde i den forbindelse meldt sig til og tilbød unge mellem 18 og 27 år fri adgang i en uge. Alt sammen for at fremme kunst og kultur for de unge og ikke mindst gøre det mere tilgængeligt.

Et initiativ, som Samantha Vivian Jensen i den grad kan støtte op om.

Hun har altid været meget kunstinteresseret og mener, at alt for mange unge ikke bruger tid på det eller sætter sig ind i det.

»Det er ærgerligt, for kunst er noget vi efterlader os, som andre kan se i generationer fremadrettet, og som man kan lære meget af. For mig at se er kultur og kunst super vigtigt,« siger Samantha Vivian Jensen.

»Jeg tror, mange tænker, det er uinteressant fra dengang, man gik i folkeskole og så på gamle klassiske kunstværker og malerier, som ikke sagde en så meget. Men kunst er meget mere end det, og det skal jo være noget, man kan lide. Man kan finde udstillinger, som er interaktive, så det bliver sjovere, hvis man har et anstrengt forhold til kunst.«

For Samantha Vivian Jensen gjorde det bestemt oplevelsen bedre, at der også var et konkurrenceelement. Den af de unge, der besøgte allerflest museer i uge 37, vandt nemlig et valgfrit årskort til et museum.

»Jeg regnede ikke med at vinde, men jeg gik meget op i det,« siger hun til B.T.