Danskerne strømmer til Hjemmeværnet i hidtil uset omfang.
I 2025 blev over 2.300 danskere optaget - en stigning på 43 procent i forhold til året før, hvor lige over 1.600 blev optaget.
Det er den største stigning i Hjemmeværnets samlede styrke siden 1983, og tilgangen er endda 90 procent højere end efter Ruslands invasion af Ukraine.
»Det er glædeligt, at så mange danskere ønsker at tage ansvar og bidrage til at styrke forsvaret af Danmark. Jo flere frivillige, desto stærkere står Danmark,« siger Hans Andersen (V), der er kommitteret for Hjemmeværnet.
Generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chef for Hjemmeværnet, understreger, at at Hjemmeværnet har brug for flere frivillige soldater, som kan være med til sammen med det øvrige forsvar og beredskab at passe på Danmark.
»Hvor vi før kunne sige, at vi støttede Forsvaret, er det måske mere rigtigt nu at sige, at Hjemmeværnet er en dybt integreret del af Danmarks samlede forsvar. Derfor er målet også at videreføre den udvikling, der har været i 2025,« siger han.

