Det såkaldte køberbarometer topper i oktobermåling. Hver sjette dansker overvejer at købe ny bolig.

Det viser statistik, som YouGov har lavet i samarbejde med Home.

Statistikken kommer ovenpå rekordsalg i 2020 samt salgsrekorder i starten af 2021. Men dette sætter åbenbart ikke en stopper for danskernes interesse for boligkøb.

»Det er ikke set højere under coronapandemien. Ja, faktisk ikke siden vi begyndte med at måle køberinteressen i 2017,« siger Michael Dalsager, der er boligmarkedsanalytiker og talsperson i Home.

Det præcise tal for danskere, der går med købslyster i tankerne, ligger på 17,7 procent. For et år siden var det 13,2 procent.

Og det er alle typer af boliger, som danskerne i stigende grad kigger efter. Lige fra lejeligheder til sommerhuse. Største stigning i interesse findes i ejerlejlighed, som 6,6 procent af danskerne overvejer at købe.

Før corona var det 4,5 procent.

Undersøgelsen giver ligeledes en indikation af, hvor seriøse boligtankerne er – og her er der altså tale om ret så seriøs interesse.

62 procent siger nemlig, at de allerede er aktive på boligjagten – eksempelvis på nettet og via fremvisninger.

Den laveste interesse efter ny bolig fandt man, da corona lukkede Danmark i marts og april 2020. I de 6 uger med den totale nedlukning og massiv usikkerhed var det kun 11,6 procent af danskerne, der overvejede at finde sig en ny bolig.

Siden da har både salgstallene og interessen har været stødt stigende, skriver Home i en pressemeddelelse.