Du kender det nok: Der skal ikke mange dråber vand – fra oven – til at ødelægge humøret på en solferie.
Nu tager det store charterselskab Tui et initiativ, der skal kompensere for uventet og uvelkomment vådt vejr.
En såkaldt vejrgaranti.
»Vi kan ikke påvirke vejret på vores rejsemål, men med denne vejrgaranti kan vores gæster have en god ferie, selvom det regner,« siger kommerciel direktør Tommy Serban.
Den nye ordning betyder, at rejsende gæster automatisk vil blive kompenseret i kroner og øre i tilfælde af dårligt vejr, der eksempelvis umuliggør strand- eller pooltur.
»Erstatningen betales samme dag, hvilket giver vores gæster mulighed for at bruge tiden på aktiviteter, hvor regnen ikke er en hæmsko. Det kan for eksempel være museumsbesøg eller shoppingtur,« siger Tommy Serban fra Tui i en pressemeddelelse.
I første omgang er den nye rejsegaranti blevet lanceret i Sverige.
På sigt skal den også indføres i Danmark.
Mikkel Hansen, kommunikationschef hos Tui herhjemme, oplyser til B.T., at det sandsynligvis vil ske i begyndelsen af 2024. Måske tidligere.
Og hvordan fungerer rejsegarantien så i praksis?
Det forklares fra Tuis side, at den 'kan tilkøbes som en forsikring inden afrejse'.
'Prisen afhænger af vejrprognosen for hotellets beliggenhed. En prognose for regn på 1,5 millimeter pr. time eller mere, i mindst to timer, aktiverer garantien automatisk og giver en udbetaling samme dag. Erstatningens størrelse er baseret på totalprisen for rejsen,' lyder det.
B.T. har bedt om et konkret eksempel på vejrgarantien, men det har ikke været muligt at få.
»Det kommer meget an på vejrudsigten og området, så prisen varierer,« oplyser kommunikationschef Mikkel Hansen:
»Men når det kommer i Danmark, så kan man både se, hvad forsikringen vil koste, og hvad man kan få tilbage ved regn. Det er meget transparent.«