Danskerne har virkelig fået smag for at tage på sommerferie i udlandet igen, nu hvor rejserestriktionerne stort set er forsvundet som dug for sydens sol.

Nye tal fra teleselskabet 3 viser således, at kunderne satte flere ny roaming-rekord i uge 27 – især én destination er braget frem.

I populære feriedestinationer som Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien brugte flere af 3s kunder data på deres mobiltelefon end i samme uge de seneste fire år, oplyser 3 i en pressemeddelelse.

Og ja, der er to coronasomre iblandt, men i 2018 og 2019 – som jo var før pandemien – var der også færre 3-kunder, som brugte data på mobilen i uge 27 end i samme uge i år.

Teleselskabet holder særligt øje med de kunder, som har abonnementet 3LikeHome, idet det giver kunden mulighed for at benytte sine mobildata såvel herhjemme som på en række destinationer i udlandet.

En af disse destinationer er blevet markant mere populær blandt de dataforbrugende 3-kunder.

Det drejer sig om Tyrkiet.

Her er antallet af kunder, som bruger data i uge 27, steget med hele 41 procent fra 2019 – den sidste normale sommer før corona – til i år.

Ifølge turisme- og luftfartsmediet Standby.dk var billedet det samme i uge 26.

»Antallet af 3-kunder, der har roamet i Italien og Spanien, er næsten tidoblet i forhold til år 2020, hvor coronapandemien lukkede store dele af Europa og resten af verden. Samtidig er antallet af 3-kunder i Tyskland næsten fordoblet i forhold til sommeren 2020,« sagde Jesper Bennike, som er kommerciel direktør hos 3, om kundernes dataforbrug i uge 26.