Bruger du et Rejsekort, når du tager bussen, bør du kigge saldoen efter en ekstra gang.

Flere kan nemlig have penge til gode, og hvis du ikke tjekker efter, får du dem ikke tilbage.

Som B.T. i går kunne afsløre, har Rejsekort & Rejseplan A/S fortsat ikke fået styr på en graverende fejl, der betyder, at tusindvis af danskere får registreret forkerte rejser og lejlighedsvis bliver trukket for meget, når de checker ud på de blå standere. Men det er ikke alt.

For mens en del af tallet for, hvor mange der har betalt for meget, er baseret på et GPS-system med en vis fejlmargen, er resten baseret på, hvor mange kunder, der selv opdager fejlen og efterfølgende rapporterer den på eget initiativ.

Kundedirektør Jens Willars siger, at der er tale om »cirka 4.500« fejl, som selskabet ikke selv fanger. Men i et interview med B.T. bliver det hurtigt klart, at det bare er et gæt.

Hvad med de rejsende, der måske ikke har opdaget det – erkender du, at der kan være et mørketal?

»Det kan jeg ikke afvise. Det kunne også være 5.000.«

Ja, for det er vel ikke alle, der nødvendigvis går ind og tjekker deres rejsehistorik. Kunne det også være 10.000?

»Ja.«

Kunne det også være 100.000?

»Baseret på vores erfaring med, hvad der får folk til at ringe ind, når vores systemer ikke fungerer, som de skal, så tror jeg ikke, det er så mange, der er omfattet af det.«

Men det er et skøn – kunne det også være 100.000?

»Jeg tvivler meget på det.«

I har implementeret et system, der automatisk fanger fejlene og retter dem – men kun nogle af fejlene. Hvorfor er det kun nogle af fejlene, der bliver fanget?

»I en GPS-teknologi er der jo ikke 100 procent nøjagtighed. Der er unøjagtigheder og udfald.«

Hvor stor er den unøjagtighed her?

»Det ved jeg ikke noget om. Det må du spørge en, der har styr på den teknologi, om.«

Hvornår fik I implementeret det system?

»Det har været en proces, der begyndte i 2016, og så var det fuldt implementeret i Danmark siden 2020.«

Hvad med før 2020?

»Der har det varieret fra de forskellige regioner og busruter.«

Så du ved ikke, hvilke kunder der har været dækket af systemet før 2020?

»Det er ikke noget, jeg kan sige lige på stående fod.«

Kan du undersøge det for mig?

»Det kan jeg ikke, da det vil være et kæmpe graverarbejde, som vi ikke har ressourcer til at udføre.«

Men hvem kan så svare på det?

»Det kan jeg.«

Men du har ikke ressourcer til det?

»Nej.«

Så hvis jeg sidder og tænker, om I skylder mig en masse penge for rejser, der er blevet overtakseret i for eksempel Aarhus i 2018, så kan jeg ikke finde ud af det?

»Det er rigtigt.«

Og det kan jeg ikke finde ud af, fordi du ikke vil grave tallene frem?

»Det vil kræve for mange ressourcer, fordi det er et kæmpe arbejde.«

Rejsekort & Rejseplan A/S oplyser i et skriftligt svar, at der fra 2020 til 2022 var tale om et årligt antal på »cirka 141.500 rejsende, hvor rejsehistorikken ikke blev registreret korrekt«. Deraf skulle 23 procent – altså 32.545 – af fejlene have resulteret i, at folk blev trukket for mange penge.

Det er fra denne pulje, selskabet oplyser, at »cirka 4.500« har kontaktet dem på eget initiativ, fordi fejlen ikke er registreret i systemet.

Jens Willars påpeger i en mail, at en automatisk korrigeret rejse i nogle tilfælde også kan være fejlregistreret på en måde, hvor kunden får en billigere rejse uden at blive krævet tilbagebetaling.

Har du oplevet at blive trukket for mange penge på dit Rejsekort, uden det blev korrigeret automatisk, så kontakt os gerne her.