Efter mere end ti år med den velkendte Rejsekort-lyd er det blevet tid til nye toner.

For når Rejsekortet i 2026 bliver til Basiskortet, bliver kortet ledsaget af nye toner, skriver TV 2 Kosmopol.

Og nu har SE og HØR fået indblik i, hvor meget de nye toner har kostet selskabet Rejsekort og Rejseplan A/S, der er offentligt ejet.

Ifølge mediet er prisen indtil videre landet på 127.500 kroner uden moms, hvilket svarer til 159.375 kroner med moms.

Det har kostet hele 71.500 kroner at udvikle de fire lyde, der inkluderer check ind, check ud, fejllyd og tap-lyd.

Da lydene senere i forløbet skulle testes, kostede det 30.000 kroner at teste lydene på 300 personer.

Virksomheden havde også udgifter på 8.000 kroner i form af gavekort som betaling til testdeltagerne.

Senere i forløbet blev de nødt til at punge 18.000 kroner ud for at justere lyden ud fra test­svarene.

Ifølge virksomhedens kundedirektør Jens Willars var der behov for en ny lyd, da de nye basiskort-standere har en anden form for højtalere, der ikke kunne rumme den gamle lyd.

Kundedirektøren forklarer samtidig, at Rejsekort og Rejseplan A/S havde budgetteret projektet til at koste 175.000 kroner plus moms, hvorfor projektet på nuværende tidspunkt er under budget.