Torsdag 24. februar udbrød der krig i Europa, og det påvirker lysten til at komme væk fra de vante rammer og rejse ud i verden.

»Vi har selvfølgelig kunnet mærke, at under hele opskaleringen og al den voldsomhed, det er endt med, at det naturligvis fylder for vores gæster,« siger Niels Ravn Eriksen, der er marketingschef i Gislev Rejser.

Hos Gislev Rejser har man efter krigens udbrud haft flere gæster i røret, der er blevet usikre ved tanken om at rejse.

»Folk ringer og spørger, hvordan vi tror, at alt det her kan påvirke deres rejser i april, maj og juni. Det kan være alt fra flytrafik til alle mulige ting, der kan bekymre dem,« siger Niels Ravn Eriksen.

Er folk bange for at rejse?

»De er betænkelige. Men der er da nogle, som ikke har det godt med det,« siger han og fortsætter:

»Men vi oplever også, at i takt med, at der kommer mere overblik over situationen, så kommer folk også tilbage. Men der er selvfølgelig folk, der udsætter deres rejse lige nu og her.«

Hos Gislev Rejser havde de én rejse, hvor destinationen hed Rusland. Men den rejse er blevet fjernet.

»Den har vi taget væk fra vores hjemmeside,« siger han og tilføjer:

»Vi har et krydstogt i Østersøen, der skulle en tur forbi Sankt Petersborg, men den har vi taget væk fra vores program. Vi har ikke noget i Ukraine – eller rejser, som skal igennem Ukraine.«

For rejsebranchen har det været to hårde år med nedlukninger grundet coronapandemien. Og nu hærger en krig små 1.500 kilometer fra Danmark.

Men på trods af den dalende rejselyst lige nu ser markedet bedre ud på nuværende tidspunkt end tidligere.

»Sammenlignet med samme tidspunkt sidste og forrige år har vi en meget stor fremgang lige nu.«

»Men det skal vi også have, da det stort set ikke var muligt at rejse sidste år. Så vi har en stor fremgang,« siger marketingschefen.

Niels Ravn Eriksen tror på, at deres gæster kan genfinde rejseglæden.

»Vi ser positivt og optimistisk på det lige nu på trods af situationen i Ukraine. Men vi oplever dog, at når der går nogle dage, så er folk tilbage i den positive tankegang igen med at købe rejser,« siger han og fortsætter:

»Vi håber, at turismen kommer tilbage på de gode vilkår, som var før corona.«