De lempede besøgsrestriktioner på landets hospitaler betyder, at pårørende kan komme tilbage og støtte patienterne, der er indlagt.
- De pårørende er en uundværlig kilde til støtte og tryghed hos patienter, og derfor skal vi ikke opretholde restriktioner længere end højest nødvendigt, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.
Styrelsen for Patientsikkerhed meddelte torsdag formiddag, at besøgsrestriktionerne for sygehusene var ophævet.
Sophie Hæstorp Andersen glæder sig over, at det nu bliver muligt for patienterne i højere grad at få besøg igen.
- Nu er den generelle smitte i hovedstadsområdet kommet ned på så lavt niveau, at vi nu igen kan lukke op for pårørende, der vil besøge patienter på hospitalerne, siger hun.
Det er imidlertid ikke alle hospitalerne i regionen, hvor besøgsrestriktionerne bliver sløjfet.
Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt, at besøgsrestriktionerne opretholdes på Herlev Hospital og Hvidovre Hospital frem til den 13. maj.
Det sker, fordi der i de omkringliggende kommuner fortsat er et højt smittetryk med coronavirus.
Styrelsen for Patientsikkerheds direktør, Annette Lykke Petri, forklarer, at smittetrykket i de omkringliggende områder skal nedbringes, før en lempelse ved de to hospitaler kan komme på tale.
- De har incidenstal i deres optagelsesområde, som vedvarende har været høje. Så der er altså en vis risiko for at bringe smitte ind på hospitalet.
- Men vi følger situationen løbende. Vi ophæver det selvfølgelig inden 12. maj, hvis der er grundlag for det, siger Anette Lykke Petri.
/ritzau/