Regioner og kommuner vil i samarbejde sørge for, at de sidste særligt sårbare får en coronavaccine.

Regionerne vil tage fat i de borgere i vaccinationsgruppe 2 og 3 - ældre og sårbare - som endnu ikke er vaccinerede mod coronavirus for at sikre, at det ikke er praktiske problemer, som forhindrer et vaccinestik.

Det siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

- Vi har lavet et meget tæt samarbejde på tværs af kommuner og regioner, hvor vi trækker lister over de borgere i målgruppen, som endnu ikke er vaccinerede eller endnu ikke har booket tid.

- Og så tager vi håndholdt fast i dem og finder ud af, om de ønsker en vaccination og hjælper dem med at få en tid og om nødvendigt transport til vaccinationsstedet, siger hun.

I vaccinationsgruppe 2 er personer på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem. I vaccinationsgruppe 3 er personer på 85 år og over.

Udmeldingen fra regionerne kommer, efter at både Ældre Sagen og Danske Patienter har kritiseret måden, hvorpå borgere skal booke tid til en vaccination.

Det er for besværligt for blandt andet ældre, har kritikken lydt. Derudover har der været for få tilgængelige tider i forhold til efterspørgslen.

Danske Patienter har derfor opfordret til, at regionerne ringer til de ældre i stedet og hjælper dem på vej.

Stephanie Lose understreger, at mange i de pågældende grupper allerede har fået et eller to vaccinestik. Men den mere direkte tilgang skal få de sidste med.

- Vi skal have de sidste i målgruppen med nu. Det er jo ikke sådan, at vi ikke har vaccineret i de her målgrupper. I min egen region (Region Syddanmark, red.) har vi vaccineret otte af ti i både målgruppe 2 og 3.

- Men det er klart, at vi har haft udfordringer med, at der har været inviteret for mange borgere i forhold til antallet af vacciner. Så efterspørgslen har været for stor, siger Stephanie Lose.

Hun siger, at der også har været problemer med bookingsystemet. Men de forhold skal ikke forhindre folk i at blive vaccineret.

- Derfor tager vi fat i de sidste, siger hun.

/ritzau/