Inden de nystartede studerende slår sig løs i Gaden, så er det en god idé at være blevet covid-19-vaccineret. Sådan lyder det fra Statens Serum Institut.

Og nu bliver det endnu nemmere for studerende på Aalborg Universitet at få et stik i skulderen. Region Nordjylland rykker nemlig det udkørende vaccinationsteam ud på universitetet onsdag.

»Det giver god mening at gøre det til studiestart. Der er mange nystartede, og vi ved, at vaccinetilslutningen blandt de yngre dele af befolkningen er lavere,« siger Anders Cinicola, der er specialkonsulent for sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

Han understreger, at tilbuddet er ganske frivilligt.

Mange nystartede studerende var natten til torsdag i Jomfru Ane Gade, da nattelivet for første gang i 18 måneder blev givet frit. Foto: Byrd / Jon Kristensen
Mange nystartede studerende var natten til torsdag i Jomfru Ane Gade, da nattelivet for første gang i 18 måneder blev givet frit. Foto: Byrd / Jon Kristensen Jon Kristensen

»Det er ikke meningen, at vi skal presse nogen. Det er bare for at gøre det nemmere for dem, der gerne vil have en vaccination, men måske ikke har fået det endnu,« siger han.

Universitet er ikke det eneste sted i Aalborg, vaccinationsenheden rykker ud. Også Trekanten i Aalborg Øst og Løvvangcenteret i Nørresundby får besøg af enheden i næste uge. Steder, hvor de har været tidligere.

»Det gør vi, fordi der er nogen der skal have andet stik og så vil vi også gøre det muligt for dem, der mangler. Vi kan nemlig se, at det er de områder, hvor knapt så mange er blevet vaccineret,« siger Anders Cinicola.

Han vurderer, at erfaringerne fra de tidligere indsatser med mobile vaccinesteder i regionen har været gode.

»Indtil videre har vi positive erfaringer, men vi har endnu ikke været ude på uddannelsesinstitutioner, så det er vi lidt spændt på,« slutter han.

Overordnet set har næsten 90 procent af de borgere i Region Nordjylland, der er blevet inviteret til en vaccination, taget imod den.

Nedenfor kan du se, hvor de udkørende vaccinationsteams i Region Nordjylland er i uge 36.

  • Mandag 6. september kl. 10-18, Trekanten, Aalborg Øst

  • Mandag 6. september kl. 10-18, Løvvangcentret, Nørresundby

  • Mandag 6. september kl. 8.45-11.15, Morsø Gymnasium, Limfjordsvej 95, Nykøbing

  • Mandag 6. september kl. 12.30-15.30, EUC Thisted, Kronborgvej 119, Thisted

  • Onsdag 8. september kl. 8.30-11.30, Aalborg Universitet, Fibigerstræde 15, Aalborg Øst

  • Onsdag 8. september kl. 12.30-15.30, Aalborg Universitet Create, Rendsburggade 14, Aalborg

  • Torsdag 9. september kl. 9.30-12.30, Dronninglund Gymnasium, Søndervangsvej 1

  • Torsdag 9. september, kl. 14-17, Fælleshuset Niels Bohrs Plads 10, Brønderslev