I Region Sjælland kan 230 personer forvente at få udskudt deres behandlinger på grund af sygeplejerskestrejke.

Natten til lørdag trådte strejken blandt de danske sygeplejersker i kraft, og hospitaler må se sig nødsaget til at udskyde behandlinger og operationer af patienter.

I Region Sjælland har 400 strejkende sygeplejersker indtil videre betydet udskydelse af 67 operationer og 163 ambulante aftaler frem til onsdag. Ambulante aftaler er dem, hvor behandlingen af patienten ikke kræver indlæggelse.

I regionen er det de tre sygehuse Næstved, Slagelse og Ringsted, der rammes af strejken. Direktøren for de tre sygehuse, Niels Reichstein Larsen siger, at det er en væsentlig del af sygehusenes aktivitet, der er ramt af strejken.

- Den type operationer er typisk nogle, som foregår forholdsvist hurtigt. De tager ikke så lang tid at lave og kræver ikke så lange indlæggelser, så det er nogle af dem, man kan udføre mange af, siger han.

Hvis strejken bliver kortvarig og ikke resulterer i flere udskydelser, vurderer Niels Reichstein Larsen da heller ikke, at det ville tage mere end 14 dage at komme i mål med efterslæbet.

- Vi sørger selvfølgelig for at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at patienterne bliver så lidt generede af det som muligt, samtidig med at vi respekterer, at det er en legitim faglig konflikt, der er, siger han.

I Region Midtjylland forventer man at være nødt til at udskyde 1376 operationer og 5204 ambulante behandlinger over de næste 14 dage. Det oplyser regionen i et skriftligt svar.

- Alle livsvigtige og uopsættelige opgaver vil blive løst under sygeplejerskekonflikten, understreges det i mailsvaret.

Mandag blev det offentliggjort, at sygeplejerskerne havde stemt nej til Forligsinstitutionens mæglingsforslag, fordi sygeplejerskerne ønsker mere i løn.

Derfor gik cirka 5000 sygeplejersker, hvilket svarer til omkring hver tiende sygeplejerske, i strejke natten til lørdag.

Sygeplejersker forventes lørdag at demonstrere flere steder i landet.

/ritzau/