I Region Syddanmark går man nu i gang med at vaccinere mod abekopper.

De pågældende borgere, som regionen har kendskab til, vil derfor snarest blive kontaktet.

»Vi sender et brev, der orienterer om muligheden for vaccination, til de borgere, som vi i vores systemer kan se er i risikozonen,« siger Anne Øvrehus, cheflæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Udmeldingen kommer efter, at Sundhedsstyrelsen i mandags meldte ud, at man vil tilbyde vaccination til den uspecielt udsatte gruppe af mænd, der har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere.

Og den er også til de borgere, som Region Syddanmark nu vil tilbyde vaccinationen.

Det lyder videre, at man fra offentlig side selvfølgelig ikke har kendskab til alle i risikozonen og beder derfor eventuelle personer om selv at melde sig.

»Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man via regionens hjemmeside kontakter os, hvis man er i målgruppen, så man kan blive vaccineret,« siger cheflæge Anne Øvrehus.

I en pressemeddelelse oplyser Region Syddanmark, at selve vaccinationen drejer sig om to doser Imvanex, som skal gives med 28 dages mellemrum. Personer med tidligere koppevaccination kan dog nøjes med en enkelt vaccine.

Det lyder videre, at patienter med nedsat immunforsvar, som tidligere er blevet vaccineret mod kopper, stadig bør få to doser i denne omgang.