Efter flere henvendelser fra borgere, ser en af de danske regioner sig nu nødsaget til at advare danskerne om svindel-sms'er.

I sms'erne bliver borgerne bedt om at uploade et billede af deres NemID-nøglekort.

Og det skal man lade være med.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse, hvor de altså fortæller, at flere borgere i regionen oplever at få tilsendt sms'er med link til en svindelhjemmeside.

Screenshot af en af de svindel-sms'er, som borgere i Regions Syddanmark har modtaget. Foto: Regions Syddanmark
Screenshot af en af de svindel-sms'er, som borgere i Regions Syddanmark har modtaget. Foto: Regions Syddanmark
Vis mere

Regionen oplyser, at svindelhjemmesidens adresse ligner Region Syddanmarks adresse. Dog med enkelte afvigelser i blandt andet endelsen.

I et eksempel, som regionen har vedlagt, ses det, at svindlerne bruger endelsen '.info' i stedet for '.dk'.

Fænomenet kaldes 'typosquatting' og består i, at ondsindede personer køber en hjemmesideadresse, der ligner en kendt hjemmesideadresse – ofte blot med et enkelt bogstavs forskel.

Region Syddanmark oplyser, at de ikke kan gøre noget ved disse svindleres forsøg på at snyde borgerne andet end at opfordre borgerne til at tjekke, om hjemmesideadressen er korrekt.