Det skal være slut med adgang til den amerikanske version af Netflix, hvis man bor i Danmark.

I hvert fald hvis det står til regeringen, som vil skride til handling over for såkaldte VPN'er, som kan give adgang til programmer, film og fodboldkampe, der kun er tilgængelige i andre lande.

Det fremgår af et lovforslag, der netop er sendt til høring, skriver DR.

Det er Kulturministeriet, som står bag udkastet, som handler om, at man vil komme pirateri til livs og beskytte ophavsretten. 

En VPN gør det i dag muligt at omgå geografiske begrænsninger på streamingtjenester som Netflix og samtidig anonymisere sin færden på nettet, herunder ved brug af ulovlige sider med piratkopieret materiale, hvilket besværliggør myndighedernes kontrol.

Ifølge lovforslaget vil man blandt andet gøre det ulovligt at bruge VPN-forbindelser til at tilgå medieindhold, som ellers ikke ville være tilgængeligt i Danmark, eller til at omgå blokering af ulovlige hjemmesider.

Og det møder kritik fra blandt andet Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, der frygter, at forslaget rækker langt videre end blot at sætte en stopper for snyd med streamingtjenester og piratkopiering 

Kulturminister Jakob Engel Schmidt (M) forklarer i et skriftligt svar til DR, at kritikerne af forslaget har »fået det galt i halsen«.

»Med det her lovforslag slår vi fast, at det er ulovligt at streame fodboldkampe, når man ikke har betalt for kampen eller har abonnement. Sådan var det for 10 år siden, og sådan vil det fortsat være,« lyder det i svaret.

»Men når lovens formål kan misforstås så grundlæggende, og man ser spøgelser, som slet ikke findes, så vil jeg naturligvis bede mit embedsværk præcisere dette på baggrund af høringen,« tilføjer Jakob Engel Schmidt.