Med dagens ministerrokade slår Mette Frederiksen og den nye SVM-regering en bemærkelsesværdig rekord.

For efter torsdagens regeringsrokade er der nu 25 ministre. Det er det højeste antal nogensinde.

I gennemsnit har der nemlig kun siddet omkring 19-20 ministre i de skiftende regeringer siden grundlovsændringen i 1953, skriver Ritzau.

Det vækker undren hos B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen:

»Det er tydeligvis fordi, at der er nogle, der skal have nogle politiske ben. Og det skal skatteborgerne så betale for,« siger han.

Helt konkret undrer han sig over, hvorfor det eksempelvis er nødvendigt med det nye Ministerium for Grøn Trepart med Jeppe Bruus som ny minister. Endnu et grønt ministerium udover klimaministeriet og miljøministeriet.

»Det lugter af, at man har skullet oprette tilpas mange ministerier til, at alle tre partier i SVM-regeringen blev tilfredse,« siger han.

Da SVM-regeringen blev dannet i 2022 var der 23 ministre. Nu kommer man altså op på 25. Det skyldes, at der oprettes tre nye såkaldte ressortområder, mens der nedlægges ét.

Joachim B. Olsen i Kongens Have i København, tirsdag den 7. maj 2024.
Joachim B. Olsen i Kongens Have i København, tirsdag den 7. maj 2024. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Udover Ministerium for Grøn Trepart er der det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab med den nyudnævnte Torsten Schack Pedersen (V) som minister og et nyt europaministerium under Udenrigsministeriet med Marie Bjerre (V) i spidsen. 

Som eksempel på, at SVM-regeringen opretter for mange ministerier, nævner Joachim B. Olsen, at Dan Jørgensen efter valget i 2022 blev udnævnt til minister for udviklingsarbejde og global klimapolitik under Udenrigsministeriet.

»Nu nedlægger man det og lægger det ind under Lars Løkke Rasmussens udenrigsministerium. Det viser, at det har været et overflødigt ministerium, og at det bare blev oprettet, så man kunne køre Dan Jørgensen i stilling som dansk kommissær,« siger Joachim B. Olsen.

Den politiske kommentator forsøgte på et pressemøde onsdag at stille netop det spørgsmål til Mette Frederiksen. Se Mette Frederiksens svar, hvor hun stikker til Joachim B. Olsen her: 

Du kunne klare dig med 18 ministerposter, da I var alene i regering. Når I er flere partier, skal der flere ministerposter til. Det er tydeligt, at det handler om andre ting end at drive Danmark mere effektivt …

Hertil svarede Mette Frederiksen. 

»Ja, og dengang, du sad i Folketinget, ville du gerne have været minister. Så kan vi jo fortsætte sådan en lang diskussion. Vi organiserer regeringen, som vi synes, vi skal organisere den,« lød svaret fra Mette Frederiksen. 

Joachim B. Olsen mener, at svaret er sigende:

»Jeg er glad for, at hun sagde det. For det understreger min pointe, at det handler om, at der bliver taget hensyn til personlige ambitioner,« siger Joachim B. Olsen. 

Udover tre ny ressortområder bød torsdagens ministerrokade også på et »bytte«, hvor den københavnske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen blev hevet ind som bolig- og socialminister, mens Pernille Rosenkrantz-Theil nu er kandidat til posten som overborgmester for Socialdemokratiet ved valget i november 2025. 

Dagens overraskelse på ministerholdet var, at særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen Caroline Stage Olsen er ny digitaliseringsminister. 

Hun overtager fra Marie Bjerre, der skal videre til Europaministeriet. 

Ny skatteminister efter Jeppe Bruus, der ryger over i det nyoprettede Ministerium for Grøn Trepart, er Rasmus Stoklund.