Regeringen vil udflytte en række uddannelser fra de fire største byer i Danmark til provinsbyer i landets fem regioner.

Det skriver Politiken, der erfarer, at regeringen vil indføre et loft på de videregående uddannelser i København, Aarhus, Odense og Aalborg, der som udgangspunkt skal skære ti procent af studieoptaget.

Berlingske skriver, at regeringen som en del af planen vil oprette 25 nye videregående uddannelser væk fra de fire største byer.

Målet er at skabe »bedre uddannelsesbalance«.

TV 2 skiver, at der er tale om en række nye velfærdsuddannelser samt udflytning af nogle af de mest populære universitetsuddannelser.

Herudover erfarer TV 2, at Hillerød og Svendborg får hver en læreruddannelse, Holbæk får en pædagoguddannelse, Haderslev får en ergoterapeutuddannelse, Hjørring får en bioanalytiker-uddannelse, og i Foulum ved Viborg kommer der en dyrlægeuddannelse.

Placeringen af de resterende uddannelser afsløres først torsdag klokken 13.

Undervisningsminister Ane Halsboe-Jørgensen siger om planen til TV 2:

»Vi vil rigtig gerne have lokalsamfund, hvor det at have et uddannelsesmiljø smitter af på både de private virksomheder og det offentlige arbejdsmarked, hvor der er liv og udvikling. Målet er, at endnu flere unge skal have adgang til uddannelse. Vi ser ind i nogle år, hvor vi frygter en yderligere centralisering.«

Allerede inden planerne om »bedre uddannelsesbalance« er blevet frem fremlagt, møder de modstand på Christiansborg.

Radikale Venstres uddannelses- og erhvervsordfører Katrine Robsøe skriver på Twitter:

'Vi har lige revet uddannelsesloftet ned. Nu vil socialdemokraterne så bygge et nyt over unges uddannelsesmuligheder. Giver ingen mening, når uddannelse er, hvad vi skal leve af i fremtiden.'