Danmark vil forsigtigt genåbne efter påske, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde mandag aften.

Det forudsætter dog, at alle fortsætter med at holde afstand, vaske hænder og ikke mødes i store grupper, siger hun.

Det er præcis en uge siden, at statsminister på et pressemøde lagde op til, at der ville komme en genåbning af Danmark efter påske.

- Da jeg stod her for en uge siden, indgik vi en aftale: Hvis tallene for indlæggelser med corona gik den rigtige vej, og hvis folk holdt afstand, så kunne vi efter påske gradvist, forsigtigt og kontrolleret genåbne Danmark.

- Det her er alvorligt, men tallene for indlæggelser går stadig den rigtige vej, siger Mette Frederiksen.

Pressemødet bliver holdt, efter at hun tidligere på dagen orienterede partierne i Folketinget om regeringens plan for en genåbning. Hun pointerer, at planen for genåbningen er regeringens.

- Folketingets partier er orienteret, men det er regeringens plan, der bliver fremlagt i dag, siger hun.

Genåbningen sker med anbefaling fra sundhedsmyndighederne, siger statsministeren.

Sundhedsmyndighederne har sagt, at det er "hensigtsmæssigt og forsvarligt at begynde en genåbning", siger hun.

Faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak siger, at regeringens gradvise genåbning er baseret i en "matematisk model".

- Så vi ved, at sundhedsvæsnet ikke knækker over. Men det hviler på en vigtig forudsætning. Man skal overholde henstillingen til at nyse i ærmet, vaske hænder og nyse i ærmet. Vi skal blive ved med at passe på hinanden. Ellers risikerer vi at komme ind i den røde kurve, siger Kåre Mølbak.

Selv om Danmark inden længe gradvist åbner op, vil danskerne skulle leve med mange restriktioner i måneder endnu på grund af coronaepidemien, siger Mette Frederiksen.

- Vi skal fortsætte med at vaske hænder, hoste i ærmet og blive hjemme, når vi er det mindste syge.

/ritzau/