Rigmanden Karsten Rees safaripark, Ree Park Safari, mener bestemt ikke, at regeringen har været tydelige nok omkring genåbningen af dyreparker.

I en pressemeddelelse raser parken nu over, hvordan myndighedernes 'zig-zag kurs' har fået parken til at måtte udskyde åbningen, der var planlagt til at være i morgen, lørdag.

'Efter meldingen om, at regeringen startede en langsom åbning af Danmark har Ree Park Safari de seneste mange dage arbejdet hårdt for at blive klar til en længe ventet åbning lørdag den 25. april,' står der i pressemeddelelsen, som fortsætter:

'Myndighedernes zig-zag kurs Ree Park Safari har i planlægningen arbejdet efter alle de retningslinjer, som Rigspolitiet har angivet i deres udsendte informationer, men sent onsdag aften - 2 dage før åbning - blev der pludselig offentliggjort en tilføjelse, hvorefter det er vores vurdering, at Ree Park Safari desværre alligevel ikke kan åbne parken som planlagt.'

Zebraer i Ree Park - Ebeltoft Safari.
Zebraer i Ree Park - Ebeltoft Safari. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ree Park skriver endvidere, at de er kede af at have spildt så mange kræfter på en genåbning, der ikke kan lade sig gøre alligevel.

Parken mener, at 'den skiftende information fra myndighederne gør det vanskeligt for dem som virksomhed at operere', hvilket nu får konsekvenser for dens drift, der i forvejen er presset.

»Jeg ser ingen anden udvej nu end at hjemsende medarbejdere på lønkompensation, og det har vi til dato faktisk kunnet undgå. I sidste ende vil det naturligvis også få en konsekvens for, hvordan vi må drive parken fremadrettet i de kommende år,« siger direktør Jesper Stagegaard.

»Dette er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi bakker op om myndighedernes instruktioner, for det gør vi ubetinget, men vi vil gerne påpege hvor skadelig myndighedernes divergerende udmeldinger er for virksomheder som vores,« fortsætter han.

Den forventede åbningsdato er nu udskudt til efter den 10. maj afventende nye udmeldinger fra myndighederne, lyder det fra parken.

Flere zoologiske haver og dyreparker meldte tidligere på ugen, at de var ved at være klar til at genåbne, da de mente, at de ville kunne overholde myndighedernes anbefalinger og restriktioner.

Efterfølgende har både Erhvervsministeriet og Justitsministeriet dog udvist bekymringer ved dette, hvilket onsdag udmøntede sig i, at der blev lavet en tilføjelse til Rigspolitiets retningslinjer.

I tilføjelsen fremgår det nu, at sundhedsmyndighederne vurderer, at det på nuværende tidspunkt vil være uhensigtsmæssigt at genåbne forlystelsesparker og zoologiske haver.